Håndværkere finder arbejdsglæden frem
Dansk Byggeri Vestsjælland har haft Peter Mygind til at sprede lidt arbejdsglæde inden byggeriet af Femern for alvor går i gang
Det kræver noget, at finde optimismen frem og hver dag gå glad på arbejde. De sidste par år har det at være håndværksmester været præget af finanskrise, færre arbejdsopgaver, fyringer osv. Men det er vigtigt, at ryste de hårde år af sig og finde det positive syn og arbejdsglæden frem, mener Dansk Byggeri Vestsjælland.
Derfor havde lokalforeningen inviteret skuespiller Peter Mygind til Bromølle Kro i Slagelse i går den 3. oktober for at få mere arbejdsglæde ude i dagligdagen hos de vestsjællandske håndværksmestre. I alt 40 håndværksmestre var mødt op.
- Vores lokale virksomheder har været igennem nogle hårde år, så nu trænger vi til at skrue op for arbejdsglæden og se muligheder i fremtiden. Her inden byggeriet af Femern for alvor går i gang, giver vi vores lokale håndværksmestre et par fif til, hvad de kan gøre for at både de og deres medarbejdere går glade på arbejde næsten hver dag, siger formand for Dansk Byggeri Vestsjællands Lokalforening, Albert Christiansen.
Peters energi smitter
Skuespiller Peter Mygind forsøgte med dans, sang, skuespil, latter og glæde at få arbejdsglæden til at stige ude i de lokale håndværksvirksomheder.
- Med den energi Peter Mygind lægger for dagen, så tror jeg på, at han kan få optimismen til at spire hos håndværkerne. Det er vigtigt, at vi både har arbejdsglæde og ser muligheder i fx byggeriet af Femern, for her er opgaver i alle størrelser, og der er brug for både de store entreprenører og de små håndværksvirksomheder, og de muligheder skal vi gribe, siger Albert Christiansen.
-jhn