Højere energiforbrug de første tre måneder af 2013
Det faktiske energiforbrug steg 5,6 procent i 1. kvartal 2013 i forhold til samme kvartal sidste år. Korrigeret for brændselsforbrug ved udenrigshandel med el steg energiforbruget med 2,4 pct.
Det faktiske energiforbrug steg i 1. kvartal 2013 med 5,6 pct. sammenlignet med 1. kvartal 2012. Udviklingen i energiforbruget er påvirket af, at vejret har været betydeligt koldere i 1. kvartal 2013 end i samme kvartal året før, hvortil kommer øget nettoeksport af el kombineret med lavere vindkraftproduktion, skriver Energistyrelsen i en pressemeddelelse.
Forbruget af olie faldt 5,5 pct., mens forbruget af naturgas og kul steg med 8,8 pct. og 30,7 pct. Den store stigning i forbruget af kul skal ses på baggrund af et fald i vindkraftproduktionen. Kul er et dominerende brændsel i den indenlandske el-produktion.
Et fald i vindkraftproduktion i 2013 har medvirket til at holde det samlede forbrug af vedvarende energi lavt. Forbruget af vedvarende energi faldt med 1,5 pct. i 1. kvartal 2013 i forhold til samme periode året før.
Nettoeksporten af el var i de første tre måneder af 2013 større end i samme periode i 2012. Når der korrigeres for brændselsforbrug ved udenrigshandel med elektricitet steg energiforbruget i 1. kvartal 2013 med 2,4 pct.
Produktion af primær energi var 11,9 pct. lavere i 1. kvartal 2013 end i 1. kvartal 2012. Produktionen af råolie og naturgas faldt henholdsvis 6,4 pct. og 27,3 pct.
-jk