Indkøber flere smalle personlifte
Ramirent udvider maskinparken og har bla. investeret i en samling Hinowa-lifte
Hinowa personlifte på gummibånd med en løftehøjde op til 23 meter er blevet så populære, at Ramirent har indkøbt fem af de nye Hinowa IIIS lifte til udlejningsflåden
Muligheden for at komme ind ad smalle adgangsveje og det meget lave fladetryk er nogle af de egenskaber, der gør Hinowa-lifte meget populære til udlejning. For at imødekomme efterspørgslen har Ramirent indkøbt fem nye lifte med løftehøjder på henholdsvis 17 og 23 meter fra den danske importør og forhandler, Bejco & Kramac Maskincompagni A/S.
Ramirent råder i alt over ca. 15 Hinowa-lifte på gummibånd, og de nye lifte er en udvidelse af flåden.
- Vi har afprøvet et andet lignende produkt også, men vi vender tilbage til Hinowa liftene, fordi både vores egne folk og kunderne gerne vil have genkendelige maskiner, som de er vant til at arbejde med, og fordi der generelt er stor tilfredshed med importøren og Hinowas liftkvalitet, siger produktchef Johnny Jørgensen fra Ramirent A/S.
De nye lifte til Ramirent er radiostyrede modeller med fjernstyring og har såkaldt one-push funktion. Det vil sige, at liftene automatisk justerer efter underlaget og position. Alle Hinowa liftene har mulighed for el-drift, så de er velegnede til indendørs opgaver. De har bl.a. også hvide gummibælter så de ikke afsætter mærker.
- Vi udlejer Hinowa liftene til eksempelvis anlægsgartnere, malere, vinduesfugefirmaer og vinduespudsere. De er specielt velegnede, hvor der er trange adgangsforhold, og derfor anvendes de meget eksempelvis i det indre København, men også hvor liftene skal ind på områder med sårbare overflader, fordi gummibælterne er skånsomme og de har en lav egenvægt, siger Johnny Jørgensen.
Bejco & Kramac Maskincompagni har haft stor succes med Hinowa-lifte, der er bygget på en undervogn, som kendes fra gravemaskiner og minilæssere med gummibælter. Bælterne kan skydes ud, så understøtningen øges under kørsel. Totalhøjden er 1,99 meter og totalbredden er under én meter uden kurven, som én person kan løfte af, og 23 meter liften vejer kun lige 3000 kg, så den er let at transportere.
Foruden de fem nye lifte købte Ramirent samtidig ni hydrostatisk styrede Bejco El-dumpere, som leveres med valgfri manuel styring med to hastigheder eller variabel styrbar med differentialespærre. Ramirent har i dag 18 Bejco El-dumpere til udlejning.
-tibu