Ingen arbejdsulykker i to år
I to år er det lykkedes Scanglas at udføre det daglige arbejde uden én arbejdsulykke. Resultatet beror på konstant fokus på forbedring af medarbejdernes sikkerhed
Scanglas er en del af en industri, hvor risikoen for arbejdsulykker er stor, derfor er det vigtigt kontinuerligt at arbejde for at mindske arbejdsulykker. Videncenter for Arbejdsmiljø skriver på deres hjemmeside, at "øget kommunikation om sikkerhed i organisationer kan være et vigtigt bidrag til at højne sikkerheden. Det forudsætter, at der er løbende kontakt mellem ledelse og medarbejdere på en arbejdsplads, som kan muliggøre kommunikation om sikkerhed”. Retningslinjer, man har fulgt i Scanglas.
- Vi gør en stor indsats for at forbedre sikkerheden på vores fabrikker. Vi arbejder intensivt på at nedbringe antallet af arbejdsulykker gennem øget fokus på kommunikation, udtaler Lene Skjødt, EHS chef i Scanglas.
Fortsætter...Konkrete redskaber
Som en del af kommunikationen omkring sikkerhed har Scanglas implementeret konkrete redskaber, der skal mindske arbejdsulykker. Heriblandt er sikkerhedsbesøg og -regler, beredskabsplaner og -øvelser, risikostyring, sikkerhedsvideoer og arbejdsmiljøudvalg. Listen er lang, men også nødvendig for at fokusere 100 % på medarbejdernes adfærd over for sikkerhed.
- Vi har konstant fokus på adfærd. Korrekt sikkerhedsmæssig adfærd er en naturlig og integreret del af vores hverdag, siger Lene Skjødt, EHS chef i Scanglas.
Uddanner medarbejderne
For Scanglas betyder det meget, at hver eneste medarbejder hver dag kan tage hjem til familien uden at være kommet til skade på arbejdspladsen. Derfor prioriterer Scanglas at motivere og uddanne sine medarbejdere til at blive dygtige og ansvarlige sikkerhedsnavigatører. På den måde forebygges arbejdsulykker og arbejdsbetingede lidelser hos såvel interne som eksterne medarbejdere.
-kj