Klima-priser til frontløbere
De nominerede til byggeriets tre nye klimapriser er fundet. Kåringen finder sted på TUN BYG 2010
På den store byggeriudstilling i FredericiaTUN BYG 2010 til marts, sættes der fokus på klima, energi og miljø med tre nyindstiftede klimapriser til udstillere, der kan dokumentere energieffektivitet og CO2-reduktion i fremstillingen eller anvendelsen af deres byggematerialer.
Nomineringskomitéen har netop udvalgt 21 produkter og løsninger i de tre kategorier Byggeriets Klimapris, Byggeriets Energipris og Byggeriets Miljøpris. Priserne uddeles på messen, der afholdes 16.-19. marts i Fredericia Messecenter.
De tre klimapriser skal være med til at anerkende byggeriets klimafrontløbere og de 21 nominerede skal nu kæmpe om de tre priser. Vinderne vælges af en 11 mand stor nomineringskomite, der med sin brede sammensætning afspejler hele byggeriets opbakning til de nyindstiftede klimapriser.
- Rigtig mange firmaer har søgt om at blive indstillet til priserne, og kvaliteten er høj, hvilket tegner godt for byggeriets energiløsninger. Det er et vigtigt markedsområde for byggeriet fremover, og hos Dansk Byggeri har vi længe haft det som fokusområde. Vi tilbyder bl.a. nogle meget efterspurgte energivejlederkurser, hvor håndværkere og entreprenører uddannes til at klimavejlede deres kunder bedre, siger Lars Storr-Hansen, komitémedlem og adm. direktør for Dansk Byggeri.
Samtidig efterspørger både myndigheder og kunder mere energi- og miljørigtigt byggeri. Det stiller store krav til alle byggeriets parter, herunder rådgivere, materialeleverandører og entreprenører.
- Der er derfor et stort behov for, at leverandørerne nu kommer på banen med mere bæredygtige produkter og løsninger. Og de virksomheder, som går forrest, skal selvfølgelig have en velfortjent anerkendelse for deres initiativ. Det kan disse tre priser hjælpe med. Men samtidig er priserne også en opfordring til, at leverandørerne bliver bedre til at give informationer om deres produkters energi- og miljømæssige egenskaber, livscyklusoplysninger og lignende, der efterspørges af de projekterende, siger Christian Lerche, komitémedlem og direktør for Danske Arkitektvirksomheder.
”fortsætter…”