Medalje til Kim Herforth Nielsen
Grundlæggeren af arkitektfirmaet 3XN, Kim Herforth Nielsen, modtager den højeste udmærkelse for arkitekter - C.F. Hansen Medaillen.
Arkitekt Kim Herforth Nielsen grundlægger af arkitektfirmaet 3XN, modtager den 30. marts den højeste udmærkelse for arkitekter - C.F. Hansen Medaillen.Medaillen uddeles af Akademiet for de Skønne Kunster med henblik på at ’hædre et menneske for fremragende arbejde inden for den bundne kunst’
Kim Herforth Nielsen modtager Medaillen for sin evne til ”at sætte ansigt på den nye arkitektur”. Som det kreative omdrejningspunkt i 3XN har Kim Herforth Nielsen gennem årene arbejdet med en klar arkitektonisk linje og lagt vægt på netop at skabe arkitektur, der gør en forskel. Han er utroligt stolt af den faglige anerkendelse, der følger med Medaillen:
- Det er en meget stor ære at modtage C.F. Hansen Medaillen. Mit mål har altid været at skabe arkitektur, der skaber adfærd og som bidrager positivt til omverdenen - arkitektonisk såvel som miljømæssigt. Medaillen er i den forbindelse en stor anerkendelse, forklarer Kim Herforth Nielsen.
”fortsættes…”
Kim Herforth Nielsens grundlæggende filosofi tager udgangspunkt i stedet og han er optaget af at skabe liv både i og omkring bygningerne. Han har med sit fokus på design, funktion og kontekst opnået stor anerkendelse og er en af dansk arkitekturs mest markante internationale profiler. I motiveringen for C.F. Hansen Medaillen fremhæves bl.a.:
”Få har som Kim Herforth Nielsen bevaret en arkitektonisk nysgerrighed, kombineret med ambitionen om at løfte værket til et internationalt niveau. Med stor indsats og enorm viljestyrke er der senest gennemført bygninger som Muziekgebouw i Amsterdam og det store Museum i Liverpool, som vi glæder os til færdiggørelsen af.”
Kim Herforth Nielsen lægger stor vægt på tegnestuens internationale profil. I begyndelsen af marts deltog han i en eksklusiv tænketank for eksperter, politiske beslutningstagere og ikke mindre end 80 borgmestre fra hele verden. Og han vil igen i år være at finde i den internationale jury ved World Architecture Festival, ligesom han er inviteret som dommer ved The Belgian Prize of Architecture i juni.
Kim Herforth Nielsen har tidligere modtaget fornemme hædersbevisninger. I 1999 modtog han Eckersberg Medaillen, og i 2000 blev han slået til Ridder af Dannebrog. Med C.F. Hansen Medaillen kommer han i fint selskab, idet den fornemme udmærkelse tidligere er givet til blandt andre Jørn Utzon og Arne Jacobsen.
C.F. Hansen Medaillen overrækkes mandag d. 30. marts i forbindelse med Akademiets Stiftelsesfest.
Om 3XN
3XN blev etableret i 1986 som 3xNielsen og har gennem årene markeret sig med en række prestigefulde projekter – særligt inden for kultur-, undervisnings- og erhvervsbyggeri.
Gennembruddet kom med Holstebro Retsbygning i 1992, og siden har tegnestuen modtaget international anerkendelse for blandt andet Arkitekternes Hus i København, Den Danske Ambassade i Berlin, Het Muziekgebouw i Amsterdam, Ørestad Gymnasium, Museum of Liverpool, det nye Danmarks Akvarium ”Den Blå Planet” i København og senest Randers Kunstmuseum.
tøtte