Ny sandvasker har øget effektiviteten
For at undgå ’grus i maskineriet’ har Herning Vand A/S investeret i en Stjernholm sandvasker SR-2500 med en langt større volumen end den eksisterende
Renseanlægget hos Herning Vand A/S behandler størstedelen af spildevandet fra kommunen og har en belastning på cirka 100.000-120.000 personenheder i døgnet. Den eksisterende sandvasker var efterhånden ved at være både for lille og for slidt.
Behovet for at kunne behandle en større mængde sand fra sandfanget havde længe stået højt på ønskelisten. Derfor blev der i foråret 2010 gjort forberedelser til en ny sandvasker, blandt andet med en studietur til Karup Kartoffelmelfabrik for at se på et tilsvarende anlæg.
- Vores sandvasker står indendørs og er koblet direkte på sandfanget. Der er begrænset med plads, så vi ønskede at se dimensionerne på et anlæg i drift. Det viste sig heldigvis, at vi med ganske få justeringer sagtens kunne få plads til den nye Stjernholm, forklarer afdelingsleder for spildevand Jan Ravn.
Færre udgifter
Rambøll stod for de statiske beregninger af den nye og noget større sandvasker, som blev etableret og sat i drift i efteråret 2010. Anlægget er udført i syrefast stål.
- Den blev monteret af Stjernholms folk med bistand fra en smed, en spildevandstekniker og projektleder fra Herning Vand. Det forløb gnidningsløst, og anlægget kører upåklageligt. Effektiviteten er steget, og der er kun et minimum af sand i rejektvandet, ligesom det organiske materiale i sandet efter vask er minimeret. Det reducerer udgifterne til deponering og transport væsentligt.
Fremtidssikret
Den nye SR-2500 sandvasker er PLC-styret, og omrøreren er forsynet med momentbelastning, så den automatisk regulerer sandniveauet i forhold til flowet igennem systemet.
Vi kan godt mærke, at vi har fået lidt flere ’muskler’ at gøre med og større volumen. Det giver ro på strømningerne og større effektivitet. Det er helt klart et plus i dagligdagen, slutter Jan Ravn
-los