Nyt lys gennem flade tage
Eurotag har lanceret ny akryl-kuppel, der opfanger sollyset så effektivt, at bygninger får optimal lyskvalitet samt reducerede belysningsomkostninger på op til 75 pct.
Eurotag Danmark lancerer nu den præfabrikerede lysleder Derbilight, der er udviklet til flade tage på bl.a. industribygninger, kontorer, detailhandler, skoler, idrætshaller mv.
Takket være en meget gennemsigtig akrylkuppel opfanges sollyset maksimalt af Derbilight, som dermed er i stand til at reducere belysningsomkostningerne betydeligt. Peter Kranz, der er direktør hos Eurotag, forklarer:
- Formålet med Derbilight er at levere en bæredygtig belysningsløsning, der gavner slutbrugerne, lige fra bygningens ejer til dem, der opholder sig i lokalerne. Den sikrer optimal udnyttelse af sollyset, hvilket ikke kun afspejler sig i lyskvaliteten men også i energiforbruget. Den ekstremt effektive belysning betyder derfor, at der med differentierede energipriser kan spares op til 75 pct. på belysningsomkostningerne.
Spreder rent hvidt lys
Udover at være energioptimerende rummer Derbilight en række egenskaber, som bidrager til at skabe en optimal spredning af lyset, så det fordeles jævnt og blændingsfrit i lokalet.
- Sollyset fanges ekstremt effektivt af akrylkuplen, hvorefter det transporteres videre til en konkav diffuser via et højreflekterende spejlrør. Den indbyggede diffuser forhindrer samtidig, at div. farvevariationer opstår, så det kun er rent hvidt lys, der når rummet, siger Peter Kranz og fortsætter:
- Frem for alt er lyslederen designet til at kunne opfange et maksimalt indtag af lys, selv når solen står lavt i horisonten. Og som prikken over i'et kræves der kun en minimal gennembrydning af tagoverfladen for at opnå tilstrækkelig dagslys i bygningen.
Den selvrensende lyskuppel består af aluminium og akryl, som begge er materialer med en dokumenteret lang levetid. Produktet er desuden CE-mærket og opfylder kravene i den europæiske standard EN 1873:2005: Præfabrikeret tilbehør til tagdækning.
-jhn