Organisk isolering kan give problemer
Det er ikke lige meget, hvilken isolering man blæser ind i hulmuren og på loftet. Visse typer isolering kræver en tæt klimaskærm
Statens Byggeforskningsinstitut har siden 1997 og frem til 2005 udført en række undersøgelser vedrørende organiske isoleringsmaterialer, og ifølge civilingeniør og seniorforsker Torben Valdbjørn Rasmussen fra SBi, er der ikke ændret på konklusionen: at organiske isoleringsmaterialer er fugtfølsomme.
SBi kan derfor ikke anbefale organiske materialer som f.eks. papir, som hulmursisolering, hvis huset er udsat for slagregn og har nedbrudte mørtelfuger.
- Opfugtning er specielt et problem, hvor man har nedbrudte fuger i muren og en vestvendt facade, som udsættes for slagsregn. Det drejer sig om huse, der er placeret udsat f.eks. ved Vestkysten eller i åbent landskab. Her vil jeg ikke anbefale organiske materialer som isolering, siger Torben Valdbjørn Rasmussen.
Han peger desuden på, at man ved efterisolering af kolde tagrum uden undertag bør være opmærksom på fugtforhold og ikke anvende organiske materialer, hvis taget er utæt og der kan trænge vand og fygesne ind på loftet.
Skifter med årstiden
Torben Valdbjørn Rasmussen oplyser, at uorganiske materialer som sten- eller glasuld ikke ændrer volumen af fugt. Indtrængende vand i en hulmur vil løbe igennem isoleringen og ud af muren igen gennem de åbne studsfuger. Hvis der er tale om fygesne på et loft, vil det imidlertid ikke være helt uden problemer. Ganske vist vil den uorganiske isolering være intakt, men smeltevandet på loftet må fjernes for at undgå skader.
Fugtindholdet i alle organiske isoleringsmaterialer vil skifte med årstiden, og materialerne vil krympe i takt med, at der henholdsvis sker en opfugtning og en tørring. Ved at anvende en større densitet kan man til en vis grad undgå at de organiske materialer sætter sig.
- Alle granulatprodukter vil sætte sig, hvis de ikke har den rigtige densitet, men det der adskiller, er at de organiske materialer kan krybe, når de udsættes for fugt, siger Torben Valdbjørn Rasmussen.
-los