Rekordår for firkløver i maskinbranchen
Firkløver i maskin- og smedebranchen i Midtjylland får rekordår med over 100 mio. kr. i omsætning i 2008
Fire midtjyske virksomheder med samme ejerkreds er gået mod strømmen på flere måder. Virksomhederne har trods finanskrise haft fortsat vækst i 2008 med en medarbejderstab på 100 ansatte og en omsætning på over 100 millioner kr. Succesen skyldes ikke mindst, at al produktion er trukket hjem til Danmark.
- I stedet for outsourcing har vi valgt at insource arbejdsopgaverne. Det har givet os stor fleksibilitet og en meget høj kvalitetskontrol, fortæller Kent Christensen, direktør i Vorning Maskinfabrik, som laver udstyr og anlæg til betonindustrien primært til eksport i Europa.
”fortsættes…”Ejerne af Vorning Maskinfabrik har et selvstændigt salgsselskab og overtog i 2006 TS Maskinfabrik og siden Passat Energi, som laver brændselsanlæg. Sidstnævnte har siden overtagelsen i foråret 2008 fordoblet omsætningen.
Den store vækst for Passat Energi er kommet i kølvandet på insourcing af arbejdsopgaver og en ny strategisk satsning på både private og industrikunder.
- Med den nye satsning har vi blandt andre fået DONG som ny kunde sammen med andre industrikunder. Inden overtagelsen havde Passat Energi fokuseret på brændselsfyr til private med størst aktivitet i vinterperioden. Nu er aktiviteten fordelt over hele året, fortæller Kent Christensen.
Ved købet af både TS Maskinfabrik og Passat Energi er en ledende medarbejder blevet medejer af den pågældende virksomhed.
- Det har været vitalt for overtagelserne, at vi har omstillingsvillige og engagerede medejere – og medarbejdere i begge virksomheder. Det har givet en kontinuitet, så vores opgave har været at lægge produktionen om og ikke starte fra bunden, siger Kent Christensen.
Ved at have tre fabrikker, der opererer på hvert sit marked, men bruger mange af de samme kompetencer og medarbejdere, er synergien meget konkret.
- Vi kan med ekstremt kort varsel rent fysisk på ganske kort tid flytte kapacitet i form af både arbejdskraft og opgaver fra den ene til den anden fabrik, fremhæver Kent Christensen.
Firkløveret
Vorning Maskinfabrik ApS, Passat Energi A/S og VMF Trading ApS ligger i Ørum mellem Viborg og Randers, og TS Maskinfabrik A/S holder til i Hobro.
De fire virksomheder omsatte i 2008 for over 100 millioner kroner og har tilsammen 100 ansatte.
tøtte