Renoveringen af Tinghus i Fjerritslev er begyndt
Kulturforeningen Tinghuset og Jammerbugt Kommune er nu klar til at påbegynde en stor renovering af Tinghuset i Fjerritslev, der markeres fredag den 4. oktober
Kulturforeningen Tinghuset og Jammerbugt Kommune påbegynder nu renoveringen af det bevaringsværdige Tinghus i Fjerritslev. Foreningens formål er at skabe nyt liv i tinghusets unikke kulturhistoriske rammer, så de i fremtiden kan komme borgerne i Fjerritslev til gode i form af bl.a. foredrag, udstillinger, kurser og meget andet.
Fjerritslev Tinghus er både kulturhistorisk og arkitektonisk en spændende bygning, tegnet af Victor Nyebølle og opført i 1909. Huset var i funktion som ting- og arresthus indtil 2007, hvor domstolen blev nedlagt i forbindelse med retsreformen. Samme år blev huset på grund af sin detaljerigdom og som fremragende eksempel på nationalromantikkens blandede stilarter fredet.
Ildsjæle styrer daglig drift
Jammerbugt Kommune købte i 2009 Tinghuset. Efterfølgende blev Kulturforeningen Tinghuset oprettet. Ildsjælene bag Foreningen Tinghusets Venner har den daglige drift af Tinghuset. Foreningen har i den mellemliggende periode arbejdet for at få igangsat en renovering af Tinghuset. En renovering som vil respektere Tinghuset kulturhistoriske værdi for Fjerritslev og som samtidig vil give mulighed for, at borgere kan benytte Tinghuset til forenings- og kulturelle aktiviteter.
Renoveringen er kun mulig, fordi en række puljer og fonde har givet tilsagn om at ville støtte renoveringen økonomisk. I alt er der givet tilsagn om 4.245.000 kr. til renoveringen.
Tale og rundvisning
Renoveringen af Tinghus i Fjerritslev markeres fredag den 4. oktober fra kl. 13.30, hvor formand Per Gregersen, Kulturforeningen Tinghuset, byder velkommen, efterfulgt af tale ved borgmester Mogens Gade, mens bevaringsarkitekt Søren Kibsgaard vil stå for orientering om projektet.
Der vil være mulighed for at få en rundvisning i Tinghuset og opleve musikalsk underholdning i Tinghuset celler. Kulturforeningen Tinghuset vil være vært ved en forfriskning.
- kj