Sådan hæver man en bro
MT Højgaard fortæller historien om, hvordan eksperterne en majnat i 1982 løftede Tietgensbroen i hjertet af København
Tietgensbroen i hjertet af København er ikke en klapbro. Alligevel løftede den sig en majnat i 1982. Under broen blev der nemlig gjort plads til DSB’s elektriske køreledninger.
Det er MT Højgaard som på sin hjemmeside fortæller historien om, hvordan næsten 4000 tons bro blev hævet med håndkraft.
Da DSB i begyndelsen af 1980’erne skulle gøre plads til elektriske køreledninger, måtte i alt 340 broer i det danske landskab enten hæves, bygges om eller fjernes. En af disse broer var den 130 meter lange, 20 meter brede og knap 4000 tons tunge Tietgensbro. Den manglede 25 cm i frihøjde i den ene ende – og sølle 10 cm i den anden! Men hæves skulle den, for det stod hurtigt klart, at hverken nedrivning, nybyggeri eller sporsænkning kunne komme på tale.
I udbudsmaterialet fra DSB havde det rådgivende ingeniørfirma lagt op til, at broen bogstavelig talt skulle saves midt over og løftes i to dele. Umiddelbart den enkleste og billigste løsning – blot med den hage at den ville indebære betydelige trafikale gener i forholdsvis lang tid. MT Højgaard (daværende Højgaard & Schultz) foreslog en lidt dyrere løsningsmodel, som til gengæld begrænsede generne til et minimum, ved at løftet skete i én proces.
Løsningen var lige så usædvanlig, som den var enkel. Først skulle hele broen understøttes og skæres fri og derefter hæves til den ønskede højde ved hjælp af 73 håndbetjente donkrafte. Til sidst kunne man i ro og mag støbe over bropillerne og reparere fæstningspunkterne. Med denne løsning kunne man undgå, at trafikken, både over og under broen, skulle indstilles i længere tid.
tøtte