Sidste test for unge håndværkere
15 unge danskere skal til VM i Håndværk i Canada. Torsdag viser de, hvad de kan på Rådhuspladsen i København
Fra d. 1.-7. september skal Danmarks 15 bedste unge håndværkere til Canada for at dyste i verdensmesterskaberne i håndværk også kaldet World Skills.
Men inden de tager af sted, giver de danskerne en forsmag på, hvad de kan.
Det sker torsdag d. 20. august kl. 10.00 - 20.00 på Rådhuspladsen i København, hvor de unge håndværkere vil vise deres - forhåbentligt - håndværk i verdensklasse indenfor bygningsfag som tømrer, snedker, bygningssnedker, maler, murer og vvs.
Til stede vil også være de danske deltagere der skal dyste som hhv. tjener, kok, autolakerer, konditor, mediegrafiker, grafisk trykker, automekaniker, pladesmed og industritekniker.
Kl. 10 er der officiel velkomst, og fra kl. 10-14 samt kl. 16-19 vil danmarksmestrene være i aktivitet i opstillede telte på pladsen for at vise, hvad de kan.
Også undervisningsminister Bertel Haarder lægger vejen forbi, mens der i løbet af dagen vil være underholdning med bl.a. rapperen Per Vers, rockbandet Gasblå og Hannah Schneider.
Kl. 19 sender formand for LO, Harald Børsting, danmarksmestrene af sted til World Skills i Canada.
Der er gratis adgang hele dagen og dermed en oplagt mulighed for at se hvad den danske håndværkerungdom kan præstere under pres.
-los