Sjællandske entreprenører samler aktiviteter
Adm. direktør Robert Mayer, Jönsson, træder ind som direktør for Skana Entreprise med henblik på at samle de to selskabers entreprenøraktiviteter i én enhed
Samlingen af Engsø Gruppens entreprenøraktiviteter sker som et led i en overordnet strategi om at skabe større økonomisk sikkerhed og gennemsigtighed i organisationen. Omorganiseringen vil medføre væsentlige besparelser og stordriftsfordele, som vil styrke koncernens indtjening, og samtidig betyder samlingen, at adm. direktør Peer Kisbye, Skana Entreprise, fratræder posten pr. dags dato.
- Selvom vi har gode resultater og en positiv bundlinje, skal vi sørge for hele tiden at opretholde en stor sikkerhed i vores organisation og optimere vores indtjening. Derfor har vi besluttet at samle vores entreprenøraktiviteter på Sjælland, så vi minimerer risici og maksimerer vores indtjening, siger adm. direktør Per Engsø Larsen, Engsø Gruppen.
Jönsson har haft positiv vækst i mere end ni år og resultater som best in class. I 2012 havde selskabet en omsætning på knap 700 mio. kr. og et resultat før skat på knap 32 mio. kr. Der er positive resultater på vej i 2013 og forventning om en omsætning på 1 mia. kr. og fortsat positiv indtjening i 2014.
- kj