Skybrudskonference trækker folk til
Der har været en overvældende interesse for den skybrudspolitiske konference på Christiansborg fredag d. 3. februar
Rådgivningsvirksomheden Alectia afholder skybrudspolitisk konference på Christiansborg fredag d. 3. februar med deltagelse af bl.a. miljøminister Ida Auken, overborgmester Frank Jensen. Der har været overvældende interesse for skybrudskonferencen, men det er stadig muligt for journalister at tilmelde sig.
Dagen, der varer fra 10-15, vil bestå af følgende oplæg:
Jens Moberg, adm. direktør, Alectia:
Fælles udfordringer kræver fælles løsninger. Derfor skal vi arbejde sammen på tværs af grænser mellem det offentlige og private. Rådgivningsvirksomheden ALECTIA faciliterer med konferencen en dialog mellem branche og politikere om skybrudsudfordringen. Konferencen og dialogen mellem politikere og byggebranchen skal sikre, at vi herhjemme udvikler løsninger, der kan eksporteres, og som kan skabe grønne videnjob i Danmark inden for byggebranchen og ingeniørfaget.
Jan Jeppesen, ph.d., hydrogeolog og LAR-ekspert, Alectia:
Oplæg med afsæt i ph.d. ”Quantitative hydrological effects of urbanization and stormwater infiltration in Copenhagen, Denmark”:
At bygge større kloakker er kun en del af løsningen på monsterregn. Lokale løsninger til håndtering af regnvand er både billigere, mere fleksible og kan bidrage til rekreative, grønne områder i byrummet. Det er nødvendigt at have flere løsninger i spil ved at håndtere regnvandet lokalt i form af nedsivning, fordampning eller forsinkelse i stedet for at sende vandmasserne ud i kloaknettet.
Martin Manthorpe, direktør forretningsudvikling og strategi, NCC Construction:
Oplæg om mulige byggetekniske løsninger i forhold til at møde fremtidens udfordringer med store mængder regnvand. Oplægget vil formentlig også berøre de økonomiske rammer for skybrudssikring i byggeriet i forbindelse med hhv. offentlige og private byggeprojekter.
Søren Boe Mortensen, adm. direktør, Alm. Brand:
Oplæg om Alm. Brands håndtering af skybrudsproblematikken og deres fremtidige strategi over for udsatte områder i forhold til risikoen for kommende skybrud.
Frank Jensen, overborgmester, Københavns Kommune;
Oplæg om klimatilpasning i Københavns Kommune - Sådan sikrer vi København mod fremtidens regnvejr.
Oplægget vil handle om skybrudssamarbejdet mellem 17 Københavnske kommuner, et projekt som Frank Jensen står i spidsen for. Samarbejdet er et forsøg på at sikre, at kommunernes forskellige kompetencer arbejder bedst muligt sammen i forbindelse med nye skybrud.
Ida Auken, miljøminister:
Fortæller om Danmarks nationale strategi i forhold til skybrudsudfordringen.
Henrik Vejre, professor MSO, KU LIFE, Det Biovidenskabelige Fakultet:
Hans nuværende forskning ligger især inden for landskabets funktion og multifunktionalitet, og han har tidligere ledet forskningsprojekter om grundvandsbeskyttelse og vandforvaltning. Oplæg om by-/landskabsplanlægning og vandressourcer.
Derudover deltager Benedikte Kiær (C), Lone Loklindt (R) og Mette Reissmann (S) i en paneldiskussion.
-tibu