Strid om ekstraregning satte byggeri af sportshal i stå - nu har kommunen betalt
Randers Kommune og totalentreprenøren Gråkjær er nået til enighed i en tvist om jordbundsforhold ved Dronningborghallen. Dermed kan opførelsen af hallen fortsætte
I forbindelse med opførelsen af Dronningborghallen viste jordbundsforholdene sig at være mere komplekse end forventet med dertilhørende ekstra omkostninger ved byggeriet.
Der har derfor været gennemført forhandlinger om et forlig mellem totalentreprenøren Gråkjær og Randers Kommune. Nu er en aftale faldet på plads.
Kommunen betaler 17,7 mio. kr. ud over den aftalte anlægssum på 49 mio. kroner for en andel af de ekstra omkostninger. Forligsaftalen er godkendt af et enigt byråd. Og dermed kan opførsel opførelsen af Dronningborghallen fortsætte.
- Vi er i byrådet rigtig glade for, at der er fundet en løsning, så vi kan bygge en ny idrætshal i Dronningborg. Jeg vil gerne anerkende et enigt byråd for at have fundet en god vej videre i en svær sag, siger borgmester Rosa Lykke Yde (SF).
Som følge af problemerne med jordbundsforholdene forventes afleveringen af byggeriet at blive forsinket, så hallen står færdig primo 2028.
- Vi er glade for, at vi sammen med Randers Kommune har fundet en løsning, så byggeriet kan komme videre. Jordbundsforholdene viste sig at være langt mere komplicerede end forventet, og det har krævet et grundigt og konstruktivt samarbejde at finde en fair vej frem.
- Nu ser vi frem til at færdiggøre en moderne idrætshal, som foreninger, skoler og borgere i Dronningborg kan få glæde af i mange år, siger Per Schak Andreasen, administrerende direktør i Gråkjær.
-dc