Succes-forsøg med ny tømreruddannelse

Succes-forsøg med ny tømreruddannelse

I Esbjerg og Hjørring har man siden 2007 afprøvet nogle af principperne med mere IT i den nye tømreruddannelse, og erfaringerne har været lovende

Da den nye tømreruddannelse startede 1. juli 2008, skete det først efter, at grundelementerne i den ny uddannelse var blevet afprøvet på skoler i Esbjerg og Hjørring.

- Jeg har i flere år undret mig over, at vi ikke fik IT ind i tømreruddannelsen. Heldigvis er det lykkedes nu, og vi har været i gang siden august 2007 med de første elever, som systematisk har anvendt it i uddannelsen, fortæller Frank Borggaard, der er teamkoordinator på EUC Vest i Esbjerg.

På EUC Nord i Hjørring har faglærer Leif Albrechtsen i flere år hørt tømrereleverne spørge, hvorfor man ikke brugte Autocad til at lære at tegne:

- De har undret sig, når man nu brugte computere alle andre steder, siger han.

Og erfaringerne fra både Esbjerg og Hjørring med at anvende it i uddannelsen er ikke til at tage fejl af:

- Vi oplever, at de svage elever, der måske heller ikke er så gode til at tegne, får en succesoplevelse med programmet Autocad. Vi oplever også mere ro i klasserne, efter at vi er begyndt at bruge computere i undervisningen, fortæller Leif Albrechtsen.

- Nogle elever tegner ikke så godt i hånden, og for dem er det en stor hjælp og en god oplevelse at bruge et program som Autocad. Alle kan nu lave det grundlæggende samme produkt. De finder ud, at de godt kan lave konstruktionstegninger. Jeg har selv tegnet i tolv år med Autocad, og jeg er allerede overhalet af flere af eleverne, siger Frank Borggaard.

- fortsættes

Skal være fortrolige med IT

De første elever fra forsøgsholdene er nu ved at skulle tage hul på 1. hovedforløb – den første skoleperiode efter første praktikophold – og her skal de i gang med tagkonstruktioner, undertag og ovenlysvinduer. Opgaver som der også skal bruges it og Autocad til.

- De skal i gang med en projektopgave, hvor de tegner og bygger en model af et vinkelhus i alle detaljer. Her skal de trække på flere fag for at løse opgaven, og eleverne er sat sammen to og to for at træne samarbejdsevnerne. Vi skal sikre os, at eleverne er fortrolige med at bruge IT som tegneværktøj i alle hovedforløbene, så de kan løse opgaven, når de kommer til den endelige svendeprøve, hvor der også er krav om at bruge IT. Det er nok ikke så meget, de bruger det på deres praktikpladser, så vi skal sikre os, at de lærer alt det nødvendige på skolerne. Selv om jeg er sikker på, at vi også kommer til at seIT på byggepladserne fremover, forudser Leif Albrechtsen.

- Kommunikationen med eleverne, bl.a. omkring aflevering og rettelse af opgaver, foregår nu også via nettet, hvor vi har en portal – Fronter – som vi bruger til udveksling af opgaver og til dokumentation. Eleverne tager billeder, som de lægger ind på Fronter, hvor vores opgaver og projektbeskrivelser også ligger. Så en meget stor del af uddannelsen er nu computerbaseret, siger Frank Borggaard.

Selv i timerne oplever lærerne, at eleverne bruger kameraerne i deres mobiltelefoner til at tage billeder – ikke af lærerne, men af de ting, der bliver skrevet og tegnet på tavlen.

- Vi havde besøg af nogle mestre og talte om brugen af IT. Den ene mester sagde: Det skal vi ikke have. Svaret fra de andre mestre lød: Bliv du bare ved med at have den holdning, så skal vi ikke konkurrere så længe med dig! Der er ingen tvivl om, at de digitale redskaber kommer mere og mere ind i faget. De unge er vokset op med de teknologier og synes, det er helt naturligt at bruge dem i deres fag, siger Frank Borggaard.

Frihåndstegningen dør ikke ud

Mange mestre møder allerede krav om at kunne håndtere digitale løsninger, hvis de f.eks. byder ind på udbud, der er underlagt Det digitale byggeri.

- Når der kommer computere ud i skurvognene, vil de nye svende have fordel af at have brugt teknologien lige fra starten af deres uddannelse, både når det gælder det tegne- og konstruktionsmæssige, og når det gælder informationssøgning og dokumentation af byggeriet. Jeg fornemmer næsten, at de lærlinge, som er startet, før de nye ting kom ind i uddannelsen, er lidt misundelige over det, de går glip af, siger Leif Albrechtsen.

Men frihåndstegning er ikke ude af faget, trods computernes indtog.

- De kommende tømrere skal stadig kunne lave en frihåndstegning, og det indgår faktisk også i vores prøver. Der vil stadig være behov for, at man ude på byggepladsen hurtigt kan lave en håndtegning på bagsiden af en sømpakke, hvis man står med en konkret detalje, man lige skal være helt sikker på, at alle forstår. Jeg tror, det bliver sådan, at den planlagte del af konstruktionstegningerne laver man på computer, og så griber man til frihåndstegningen, når man står på byggepladsen med et behov for her-og-nu at skitsere en byggeteknisk detalje, siger Frank Borggaard.

Ifølge Frank Borggaards vurdering får svendene fra den nye uddannelse også bedre forståelse for byggefysik:

- De bliver bedre uddannet i dampspærre og undertag. Altså de nye komplekse lag med membraner og isolering, så man i langt højere grad kan undgå vandskader, fugtskader og rådskader. Alle de ting er den nye tømrer bedre gearet til, da eleverne bliver bedre til at søge informationer og viden på internettet om bl.a. de produkter, de arbejder med på byggepladsen, siger han.

- I dag er byggeriet på nogle områder mere komplekst end tidligere. Og der kommer hele tiden nye materialer. Der er mere end nogensinde brug for at holde sig ajour, både med byggeteknik, byggematerialer og sikkerhedsvejledninger. De nye lærlinge bliver vænnet til at søge oplysninger på nettet og vil stille krav til deres kommende mestre om at få it stillet til rådighed, når de kommer ud som svende og skal have job, siger Leif Albrechtsen.

Godt for læsesvage

En anden fordel ved brugen af it-teknologien er den måde, de læsesvage elever bruger den til at få læst tekster op.

- De drenge har virkelig fået et ryk. Før har de haft oplevelsen af, at det at gå i skole var noget farligt noget, men de har virkelig fået en positiv overraskelse ved at opleve, hvad computerne kan hjælpe dem med, siger Leif Albrechtsen.

De to EUC-lærere ser også frem til, at uddannelsen begynder at bruge en nyrevideret logbog, som skal sikre, at eleverne faktisk kommer rundt i alle hjørner af faget. Mester og lærling skal sammen udfylde logbogen og registrere de tømrerfaglige opgaver, eleven har løst, og hvor selvstændigt de er blevet løst.

- Vi håber, at den nye logbog virker mere forpligtende for både mester og lærling, så vi sikrer os, at eleverne faktisk lærer det, de skal i den tid, de er i praktik. Hvis ikke skal logbogen gerne vise, om det er nødvendigt, at man måske midlertidigt finder en anden mester, så lærlingen kan indhente det forsømte, siger Frank Borggaard.

Svende fra den nye tømreruddannelse vil også have lettere ved at læse videre til teknikere og konstruktører, mener Leif Albrechtsen:

- De nye tømrere begynder næsten at lappe over på det it-mæssige og tegnemæssige med byggeteknikerne, så på den måde kan de måske skære noget af uddannelsestiden, hvis de læser videre, siger han.

Engagerede elever

Leif Albrechtsen er også glad for, at der nu er kommet krav om ekstern censor efter grundforløbet. Det gør første del af uddannelsen endnu mere forpligtende, mener han.

- Jeg fornemmer, at eleverne går meget helhjertet op i deres prøver. Når de er i gang med opgaverne, er de nærmest ikke til at jage hjem om aftenen, så jeg tror, vi er på rette vej med uddannelsen, siger han.

Som medlemmer af tømrerfagets lærebogsudvalg er Leif Albrechtsen og Frank Borggaard ansvarlige for at udarbejde undervisningsmateriale til uddannelsen, og de er i fuld gang med at lægge opgaver og materiale til uddannelsens fem hovedforløb ind i Fronter-portalen, så materialet ligger klar til de kommende hovedforløbselever.

-tibu

15/12 2008
  • Arbejdsmiljøpris i hus efter langt, sejt træk

    Arbejdsmiljøpris i hus efter langt, sejt træk

    alle ›Et langsigtet, ambitiøst mål om 'nul ulykker' gennem en grundlæggende ændring af sikkerhedskulturen sikrer i år NCC Construction en pris i kategorien 'Arbejdsmiljø som strategisk element'
  • Vil totalrenovere Hotel Hvide Hus i Aalborg

    Vil totalrenovere Hotel Hvide Hus i Aalborg

    alle ›Hotel Hvide Hus i Aalborg får ny ejer, og både værelser, konferencelokaler og restaurationsområder skal igennem en omfattende totalrenovering
  • Skoleelever til Skills Stafet

    Skoleelever til Skills Stafet

    alle ›500 elever, lærere og UU-vejledere til Skills Stafet i sidste uge, hvor vinderne til DM finalen blev fundet
  • Gyldent byhus hædret med to priser

    Gyldent byhus hædret med to priser

    alle ›Modernistisk byhus i Nyhavn, som forvandler udseende over døgnets timer er hædret med to arkitekturpriser
  • Åbner afdeling i Aarhus pga. succes

    Åbner afdeling i Aarhus pga. succes

    alle ›Med et stigende antal opgaver og omfattende projekter i Aarhus, satser JCN Bolig på østjysk nærvær. Totalentreprenørfirmaet fra Vildbjerg åbner kontor i Aarhus
  • Nyt brandspjæld med tre funktioner

    Nyt brandspjæld med tre funktioner

    alle ›Øland er nu klar med en komplet opdateret pakkeløsning, som automatisk overvåger og styrer brand- og røgspjæld i tilfælde af røg- og temperaturstigninger
  • Sådan tjekker du dit solcelleanlæg

    Sådan tjekker du dit solcelleanlæg

    alle ›Efter Sikkerhedsstyrelsen i går advarede solcelle ejere mod fare for livsfarlige stød og brand ved at have forkerte fejlstrømsafbrydere, kommer installatørenes organisation Tekniq med råd til solcelleejere
  • Solcelleejere i fare for livsfarlige stød og brand

    Solcelleejere i fare for livsfarlige stød og brand

    alle ›Har du et solcelleanlæg, så tjek din fejlstrømsafbryder - den kan være forkert, lyder det fra Sikkerhedsstyrelsen, der advarer mod brand og livsfarlige stød