Tæpper fremmer hygiejnen i sundhedssektoren
Bakterier har ikke en chance mod de nye tæpper fra egetæpper
Hygiejne spiller en væsentlig rolle, når der skal vælges gulvbelægning i sundhedssektoren. På hospitaler, plejehjem og klinikker er det vanskeligt at undgå spild af væsker. Nu kan tæpper, der er forbehandlet med antibakteriel teknologi, imidlertid give en helt ny sikkerhed.
- Med vores behandling af tæppefibrene, forsynes tæppet med en slags skjold, der gør det umuligt for mikroorganismer at overleve. Ikke engang den resistente MRSA bakterie har en chance, fortæller egetæppers kvalitetschef Jan Ladefoged.
Han fortsætter:
- Førhen blev tæpper i sundhedssektoren behandlet kemisk for bakterier. Den behandling, vi nu tilbyder, er fuldstændig giftfri og meget effektiv. Teknologien angriber simpelthen bakteriernes cellestruktur, så bakterierne dør.
Er også vandtæt
Teknologien, der hedder ÆGIS Microbe Shields Technology, er over 20 år gammel og bruges allerede i vid udstrækning i sundhedssektoren, f.eks. i de operationsklæder patienter dækkes af under en operation. Det er imidlertid nyt, at teknologien kan overføres til tæpper, og det kan på sigt medvirke til at revolutionere idéen om gulvtæpper i sundhedssektoren.
Andre hygiejniske fordele ved ege Performance er, at tæppet kan modstå kraftige rengøringsmidler og desinfektionsmidler og er vandtæt. Desuden har tæpperne gode akustiske egenskaber og reducerer risikoen for faldulykker væsentligt, da de sikrer bedre fodfæste end hårde overflader.
Helende design
Designmæssigt er der også arbejdet med ege Performance, der rummer mange forskellige farver og mønstre, der giver hospitaler, plejehjem og klinikker mulighed for at understrege en speciel identitet og skabe forskellige stemninger i rummene.
- Farver inspirerer og skaber liv i sterile omgivelser. Hvorfor ikke lade gulvbelægningen spille aktivt ind i den helingsproces, patienter på hospitaler gennemgår?, spørger Jan Ladefoged og henviser til, at forskning i ’helende arkitektur’ viser tegn på, at kunst og farver kan påvirke patienters fysiske og mentale tilstand positivt. Tænkes gulvtæpper ind i denne sammenhæng, åbner det helt nye muligheder.
-los