Vinder i idekonkurrence kåret
Rockwool har netop afsløret navnet på vinderen af konkurrencen om at tegne en samling almene boliger med byggesystemet Rockshell
Kom med en ide til en almen boligbebyggelse, der bruger lavenergi byggesystemet Rockshell. Sådan lød opfordringen fra Rockwool koncernen, som netop har kåret vinderen. Samtidig åbner dørene til en udstilling om Rockshell på Dansk Arkitektur Center.
I går kårede Rockwool koncernen vinderen af en idekonkurrence om byggesystemet Rockshell. Det skete samtidig med, at Dansk Arkitektur Center slog dørene op til en ny udstilling om netop Rockshell – et banebrydende vægsystem, der giver en helt ny måde at bygge lavenergihuse på.
Og netop nye byggemetoder er der brug for, forklarer Simon Bullinger, der er bygningskonstruktør hos Rockwool koncernen og ansvarlig for Rockshell i Skandinavien:
- Verden står over for en stor udfordring. Inden år 2050 skal vi udlede 50-85 procent mindre CO2, og i 2015 kommer der igen en ny lavenergiklasse, som stiller skærpede krav til byggeriet. Samtidig er der stort fokus på de almene boligbyggerier, hvor der både skal tages hensyn til et størst muligt nettoareal og et totaløkonomisk fokus. Samtidig har de almene boliger også fokus på et lavt energiforbrug. Derfor ønsker vi med denne konkurrence at sætte omdrejningspunktet omkring netop de udfordringer, og vi er meget positivt overraskede over de mange spændende løsningsforslag.
Firkløver med familieboliger
Der kom i alt 12 ideer til konkurrencen, der blev afholdt på innovationsplatformen Innosite.dk.
Opdraget for konkurrencen lød således:
&Vi søger ideer og forslag, der viser, hvordan Rockshell kan bruges til en almen boligbebyggelse med familieboliger.&
Forslagene skulle tage udgangspunkt i en fast defineret byggegrund i Hillerød, og der skulle gives et bud på en almen boligbebyggelse med 20-50 familieboliger på max. 110 m2. Forslaget kunne tage form som enten rækkehuse, klyngehuse eller etagebyggeri i højst 2½ etage. Ifølge juryen var der særligt én ide, som skilte sig ud og derfor vandt konkurrencen.
Gennemtænkt og realiserbart
Det var idéen Firkløver, som Thomas Raben-Lange og Mariana Pinhal Fernandes fra tegnestuen Flush Architects, står bag. Idéen er en række klyngehuse med fokus på både privathed og naboskab og med små private haver og et fælles grønt uderum.
- Firkløver er et meget realistisk projekt, og vi har valgt det som vinder på grund af det tydelige koncept og et godt afsæt på grunden. Det kan skabe nogle rigtig interessante boliger. Firkløver udnytter Rockshells potentiale optimalt – det er gennemtænkt og økonomisk realiserbart, udtaler juryen, der består af Ulrik Steen Jensen fra Lejerbo, Kasper Sánchez Vibæk fra Kunstakademiets Arkitektskole, ´
Mathilde Serup fra Dansk Arkitektur Center samt Hans Henrik Ter-Borch og Simon Bullinger, begge fra Rockwool koncernen.
Præmien er en inspirationstur for to til New York med alt betalt til en værdi af 25.000 kr.
Efter den officielle kåring af vinderen åbnede Dansk Arkitektur Center en udstilling om Rockshell, som kan ses frem til den 7. oktober 2012.
Fakta om Rockshell
Rockshell er et innovativt modulsystem, der opfylder fremtidens krav om minimalt energitab, indeklimafordele samt miljørigtige og bæredygtige letvægtskonstruktioner. Det giver lavenergi, arkitektoniske udfoldelsesmuligheder og effektive konstruktionsprocesser. Vægsystemet består af meget få komponenter, der leveres direkte på byggepladsen i samlede projekttilpassede leverancer.
Rockshell er lavet af stenuld, som sparer 128 gange den energi, og 162 gange den mængde CO2, der medgår ved fremstilling, anvendelse og bortskaffelse.
Læs mere på www.rockshell.dk og www.dac.dk og www.innosite.dk
-tibu