Bureaukrati hæmmer små virksomheder

Bureaukrati hæmmer små virksomheder

4 ud af 10 virksomheder, der går med tanker om lukning, peger på offentligt bureaukrati som årsag, viser nye tal fra Ases Erhvervsindeks

Når små virksomheder overvejer at dreje nøglen om, er det oftest, fordi indtjeningen svigter. Men ifølge nye tal fra Ases Erhvervsindeks peger fire ud af de10, som går med lukningstanker, på offentligt bureaukrati som årsag. Det er et stort problem, mener Ase, der har 70.000 mindre virksomheder blandt sine medlemmer.

- I Danmark er der meget stort fokus på ikke at bebyrde erhvervslivet, og der er mange gode initiativer i gang. Men vi oplever desværre, at implementeringen af forskellige former for kontakt til det offentlige ikke altid er god nok. F.eks. kom problemerne med oprettelsen af den digitale postkasse i lang tid til at fylde mere end de potentielle fordele. Det kan virke som et lille bump på vejen, men eksemplet står ikke alene, og så kommer det til at fylde hos den selvstændige, lyder det fra direktør Karsten Mølgaard Jensen, Ase.

Overlevelse bør afhænge af pris og produkt
Omtrent hver fjerde selvstændige har overvejet at lukke forretningen i løbet af de sidste tre måneder. Det tal er ifølge Ase ikke overraskende, men man anser det for et stort problem, at bureaukrati er årsagen.

- Virksomheders overlevelse bør grundlæggende afhænge af, om de formår at levere et produkt, folk gerne vil købe til en pris, der gør virksomheden levedygtig. Når andre elementer, som f.eks. for mange administrative byrder, bliver årsag til, at folk ikke længere ønsker at drive forretning, har vi et problem. I det kommende år vil vi skrue op for vores indsats både i forhold til at hjælpe den enkelte selvstændige til i praksis at overkomme de byrder, der nu engang er, og i forhold til at komme med løsningsforslag til, hvordan ting kan gøres smartere fra det offentliges side, siger Karsten Mølgaard Jensen.

Undersøgelsen er foretaget af Ase og baserer sig på svar fra 1109 selvstændige. Respondenterne er omtrent repræsentative på geografi og branche og repræsenterer virksomheder med ca. 0-10 ansatte. Data er indsamlet i uge 52/2013 til uge 1/2014.

- kj

23/1 2014