Kommuner tøver med solceller på deres bygninger
Kun ni kommuner har sat penge af til solceller de kommende år. TEKNIQ håber, at nye regler kan sætte skub i udviklingen
Af Dan Bjerring
Det skorter ikke på kommunale tage på skoler, plejehjem, idrætshaller og andre bygninger, hvor der er plads til solceller. Men der er tydeligvis langt fra potentiale til investeringer.
TEKNIQ har gennemgået kommunernes nye budgetter, og de viser, at kun 24 – af de 98 kommuner nævner solceller i deres budgetter for de kommende år. Og kun ni har finansiering på plads på cirka 44 millioner kroner.
¨Kæmpe potentiale
Troels Hartung, der er bæredygtighedschef i TEKNIQ håbe, at flere kommuner havde konkrete solcelleprojekter på vej. Men samtidig erkender han, at kommunerne meget sent har fået den endelige klarhed over reglerne:
- Det er ærgerligt, for der ligger et kæmpe potentiale i at producere grøn strøm der, hvor den bliver brugt, siger han.
Allerede i august sidste år kom der politiske meldinger om, at kravet om selskabsudskillelse skulle fjernes og dermed at få fjernet en væsentlig barriere for kommunernes investeringer i solceller.
Men først i september i år blev de nye regler endeligt vedtaget, kort før kommunernes budgetter for 2027 skulle falde på plads.
Venter på gennembrud
Det ærgrer Troels Hartung, at der skulle gå så lang tid, før de nye regler kom endeligt på plads:
- Jo længere tid, der går med reglerne, jo længere tid går der også, før vi kan forvente at se effekten ude på de kommunale tage. Nu er rammerne der, og derfor håber og forventer vi, at vi kommer til at se et reelt gennembrud i de kommende år, siger han.
Disse kommuner har sat penge af til kommunale solcelleanlæg:
- Dragør, Esbjerg, Frederiksberg, Holbæk, Høje-Taastrup, Hørsholm, Kerteminde, Solrød og Syddjurs.
Disse kommuner nævner solceller i deres budgetter:
- Allerød, Ballerup, Egedal, Fredericia, Gentofte, Gladsaxe, Haderslev, Halsnæs, Hillerød, Hjørring, Nordfyns, Odsherred, Skanderborg, Tårnby og Vordingborg.