Database finder nye opgaver til håndværkere
Bygge- og anlægsvirksomheder har fået en ny database til at skabe overblik over udbudsopgaver samt uddannelse til at vinde opgaverne gennem prækvalifikation
Bygge- og Anlægsvirksomhederne får nu mulighed for at følge udbudsopgaverne i Region Syddanmark på en ny portal www.ktba.dk Projektet ”Klar til Bygge- og Anlægsopgaver” har skabt en udbudsdatabase, hvor virksomhederne kan følge udbuddene i hele Region Syddanmark.
- Mange virksomheder har behov for opkvalificering og nye kompetencer for at tage del i udbudsopgaverne. Derfor tilbyder vi også virksomhederne hjælp til at arbejde med udbud, siger projektleder Lars Friis Christensen, Klar til Bygge- og Anlægsopgaver, fra Væksthus Syddanmark.
50 virksomheder samles
Allerede den 24. februar 2014 samles 50 virksomheder til en Prækvalifikationsskole på DOK5000 i Odense.
- Virksomhederne får en gennemgang af de typiske krav fra udbyder og får lavet en skabelon til deres virksomhed, så de har større mulighed for at blive prækvalificeret, fortæller Lars Friis Christensen.
Der er på nuværende tidspunkt 135 virksomheder med i projektet Klar til Bygge- og Anlægsopgaver, og der er endnu få pladser tilbage.
Fakta:
- Programmet Klar til Bygge- og Anlægsopgaver gør små og mellemstore bygge- og anlægsvirksomheder klar til at tage del i opgaver for 135 milliarder kroner.
- Bag programmet står Dansk Byggeri, Syddansk Vækstforum, Udvikling Fyn og Væksthus Syddanmark.
- kj