Frederikshavn Kommune anklaget for ulovligt havearbejde
Danske Anlægsgartnere har indbragt Frederikshavn Kommune for Tilsynsrådet efter årelang konkurrenceforvridende praksis, hvor de har udført havearbejde for private
Et konkret eksempel fra Frederikshavn Kommune dokumenterer, at kommunen har sat den unfair konkurrence i system ved i årevis at udføre havearbejde for private. På trods af det af jurister vurderes til at være i strid med kommunalfuldmagten.- Det kan simpelthen ikke fortsætte på den måde og vi har foreløbig indbragt sagen for Tilsynsrådet, og vi er parate til at gå til domstolene, hvis dette forsætter. Landets anlægsgartnere har ellers et rigtig godt samarbejde med rigtig mange kommuner, så jeg kan simpelthen ikke forstå, hvorfor det skal være så svært i Frederikshavn, siger landsformand Ejvind Røge.
Startede i 2007
Baggrunden er, at helt tilbage siden 2007 reklamerede kommunen overfor sine borgere, at den udfører havearbejde for private. Det blev allerede dengang påpeget af jurister, at det er i strid med kommunalfuldmagten, idet kommuner ikke må bruge skattekroner til at udkonkurrere private.
Men ikke desto mindre er kommunen fortsat, idet man den dag i dag udfører f.eks. græsslåning for private boligselskaber. Anlægsgartnerne i Nordjylland føler at kommunen ”tager brødet ud af munden” på dem, fordi kommunen dels ikke kan gå konkurs og dels har et skattebetalt sikkerhedsnet under sig.
Ulovlig praksis
Eksperter i forvaltningsret har påpeget, at kommunens praksis er ulovlig. Det er lovligt at bruge midlertidig overskudskapacitet på at løse opgaver for private, hvis der er tale om områder, hvor kapaciteten skal være til stede, men ikke altid bruges fuldt ud.
- Det er tydeligt her, at kommunen har indrettet sine ressourcer på at skulle udføre arbejde for private. Der er derfor ikke tale om midlertidig overkapacitet, påpeger Ejvind Røge.
Andre steder går det godt
Danske Anlægsgartnere har ellers generelt oplevet en stødt stigende interesse for kommunale udbud af grønne driftsopgaver. Der er i fællesskab med ”Kommunale Natur- og Parkforvaltere” og ”Københavns Universitet, Landskab” udarbejdet specielle udbudsværktøjer og beskrivelser af driftsstandarder, som gør samarbejdet mellem offentlige og private nemmere.
- Vi forventer i det nye år at få en afgørelse fra Tilsynsrådet, som vil give os medhold. Hvis kommunen ikke ændrer adfærd, bliver vi nødt til at gå til domstolene. Frederikshavn Kommune har desværre været helt ubøjelige i denne sag, slutter Ejvind Røge.
-jhn