Håndværkere sender folkeskoleelever til DM i Skills Ved årets semifinaler i Skills Stafet på Tradium, deltog også skoleelever, der prøvede sig selv af som elektrikere(Foto:Tradium)

Håndværkere sender folkeskoleelever til DM i Skills

Flere hundrede 9.-10.klasseselever fra Aarhus kører den 23. januar til Aalborg for at overvære DM i Skills, hvor også statsminister HelleThorning Schmidt lægger vejen forbi

Færre unge vælger i disse år at blive tømrer, murere eller malere, og gymnasiet og handelsskolen er førstevalget for mange. Den udvikling vil bygge- og anlægsbranchen gerne have vendt, og derfor støtter Dansk Byggeri Østjylland helt ekstraordinært én af de 11 busser, som torsdag den 23. januar kører 9. -10.klasseselever fra Aarhus til DM i Skills i Aalborg.

- Håndværksfagene er jo desværre ikke så populære som tidligere, og den tendens vil vi gerne forsøge at ændre på. DM i Skills er en oplagt mulighed for at vise, hvad det vil sige at være håndværker og ikke mindst, hvor meget det egentlig kræver. I Dansk Byggeri Østjylland mener vi, at det er vigtigt, at så mange så muligt får mulighed for at overvære arrangementet, siger Peter Nordheim, der er næstformand i Dansk Byggeri Østjylland.

Syn for mulighederne
Ved DM i Skills dyster omkring 260 erhvervsskoleelever i 48 forskellige fag om at blive landets bedste håndværker. Peter Nordheim tager selv med i en af busserne derop, når turen går mod Aalborg torsdag d. 23. januar.

- Jeg håber da, at jeg kan være med til at påvirke lidt hos de unge mennesker. Hvis det kan være med til, at et par enkelte efterfølgende ser håndværksfaget som en mulig fremtidig karrierevej, så har vi allerede opnået meget, siger Peter Nordheim.

Ved DM i Skills forventes mere end 30.000 tilskuere lægge vejen forbi, og statsminister Helle Thorning Schmidt samt undervisningsminister Christina Antorini vil begge besøge mesterskabet.

-jhn

21/1 2014