Norddjurs giver virksomheder gode rammebetingelser

Norddjurs giver virksomheder gode rammebetingelser

Hos Dansk Byggeri er der stor tilfredshed med Norddjurs’ fremrykninger af anlægsinvesteringer og forbedringer af byggesagsbehandlingen

Hurtig, enkel byggesagsbehandling, et ambitiøst anlægsprogram og en evaluering af partnerskabsaftalen om at skaffe flere lærepladser var blandt andet på dagsordenen, da Norddjurs Kommune og Dansk Byggeri mødtes for nylig for at evaluere samarbejdet.
Dansk Byggeri er tilfreds med de initiativer, Norddjurs Kommune har igangsat omkring forbedring af kommunens byggesagsbehandling, hvor der for eksempel er ansat ekstra personale (to årsværk) til at få sat turbo på byggeprocessen – ligesom screening af sager, kvik-ekspedition og dialog inden ansøgningen sendes også er midler, der skal få sagsbehandlingstiden yderligere nedad. Kommunen har derfor en forventning om at kunne nå målet på 3-4 ugers sagsbehandlingstid.

- Det er vigtigt, at kommunerne gør, hvad de kan for at optimere deres arbejdsgange, så virksomhederne ikke skal gå og vente på at få grønt lys til at gå i gang med arbejdet. Derfor er det meget positivt, at Norddjurs sætter fart på sagsbehandlingstiden og i det hele taget forsøger at give virksomhederne så gode rammebetingelser som muligt, siger formand Michael Ancher, Dansk Byggeri Østjylland.

Aftale om flere lære- og praktikpladser
Desuden blev det aftalt, at partnerskabsaftalen for at skaffe flere lærepladser, som Norddjurs Kommune og Dansk Byggeri indgik i november 2012, skal evalueres. Aftalen skal være med til at skaffe flere praktikpladser inden for byggeri og anlæg og medvirke til, at unge i 9. og 10. klasse får større viden om uddannelserne indenfor disse to områder.
På mødet talte Norddjurs Kommune og Dansk Byggeri også om, hvilke store projekter, Norddjurs Kommune sætter i søen i den kommende tid. Det omfatter blandt andet stoppesteder til letbanen i 2016-2017, diverse ombygninger af skoler og daginstitutioner i Grenaa samt 15 millioner kroner til de næste fem års byfornyelse i Grenaa. Indenfor såvel ordinær som ekstraordinær bygningsvedligeholdelse og energiinvesteringer er der i det forløbne år anvendt ca. 18 millioner kroner. Og der er i den kommende 4-års periode afsat 18 millioner kroner til energiforbedringer i bygninger og 15 millioner kroner til energirenovering af gadebelysning.

- Norddjurs Kommune tager en række initiativer for at forbedre virksomhedernes rammevilkår. Det er vigtigt for os, at det sker i dialog og samarbejde med Dansk Byggeri, så vores tiltag rammer plet og er i tråd med virksomhedernes behov og ønsker, siger borgmester Jan Petersen (S).

- kj

16/12 2013