Ny afdelingsleder hos Atkins Danmark
Irene Strunge Ostenfeld ansat som afdelingschef i Vej og Anlæg hos Atkins Danmark
Efter 14 år i Vejdirektoratet er 43-årige Irene Strunge Ostenfeld netop startet som afdelingschef i Atkins Danmark, hvor hun med sine naturlige lederevner og store viden om vejområdet får til ansvar at udbygge afdelingen for Vej og Anlæg, som er et forholdsvist nyt område for Atkins Danmark. Internationalt set er Atkins blandt verdens førende multidisciplinære rådgivende ingeniørvirksomheder.
Irene Strunge Ostenfeld skal være med til at udvikle og drive afdelingen, så den bliver større end de nuværende 16 medarbejdere og derigennem sikre, at Atkins i Danmark får et endnu mere solidt fodfæste på vej- og anlægsmarkedet. Ambitionen er på sigt mindst at fordoble afdelingens medarbejderantal i takt med øget ordretilgang.
Horsens er udgangspunktet
Irene Strunge Ostenfelds daglige arbejdssted bliver på Atkins’ kontor i Horsens, hvor også to tredjedele af hendes nuværende medarbejdere sidder, mens de øvrige sidder på Atkins hovedkontor i Ørestaden i København. Hun forventer at skulle rejse en del i sit nye job, da ikke kun medarbejderne, men også kunderne bor over hele landet, ligesom Atkins har fem afdelinger i Danmark og en stor organisation i udlandet.
- Jeg sagde ja til jobbet, fordi jeg vil være med til at opbygge og udvikle en ny afdeling, og fordi jeg gerne vil have personaleansvar, hvor jeg kan skabe rammerne for at andre kan performe og udvikle sig. Det, der virker i ledelse – både i forhold til medarbejdere, kunder og samarbejdspartnere - er når man snakker om tingene og får afstemt forventningerne, så alle er skarpe på, hvad der skal leveres. Det er vigtigt i alle sammenhænge, siger Irene Strunge Ostenfeld.
På den anden side af bordet
Irene er uddannet teknikumingeniør fra Horsens ingeniørskole i 1994 med speciale i vejbygning. Efter et par år som rådgiver hos COWI og Rambøll har hun de seneste 14 år været ansat ved Vejdirektoratet, blandt andet som fagprojektleder for store motorvejsprojekter.
De sidste to år har hun dog beskæftiget sig med mere ledelsesmæssige opgaver og blandt andet været projektleder for projektet "Bedre Bestiller – styring af rådgiverkontrakter", hvis overordnede formål er at gøre Vejdirektoratet til en bedre bestiller af rådgivningsydelser og dermed få mere for pengene og blive færdig før tid uden at skulle give køb på kvaliteten.
- De sidste to år har jeg siddet med styring af rådgiverkontrakter. Nu kommer jeg om på den anden siden af bordet og ser, hvordan rådgiverne tænker. Min store kontaktflade i branchen og mit specifikke kendskab til Vejdirektoratet, som jo er en stor bygherre, vil være en fordel i forhold til at skulle udbygge Vej og Anlægsafdelingen i Atkins de kommende år, påpeger Irene Strunge Ostenfeld, der gennem en længere årrække også har været vejleder for ingeniørstuderende på VIA i Horsens og IHA i Århus.
- kj