Stormen Allan har skuffet- Vi havde nok ventet en lidt større umiddelbar effekt af oktober-stormen Allan. Men de tidlige effekter ser ret moderate ud, siger cheføkonom Bo Sandberg (Foto: Ricky John Molloy)

Stormen Allan har skuffet

Byggeriets omsætning faldt 8,3 milliarder kroner sidste år, og stormen Allan fik en ringe effekt

Fremgangen i dansk økonomi drives af eksport og investeringer, mens hjemmemarked og privatforbrug hænger med næbbet. Til og med november gjorde det samme sig gældende for bygge- og anlægsbranchen. Facit for stormskaderne er endnu ikke gjort endeligt op, men foreløbig kan der kun spores en ret moderat storm-effekt i november-omsætningen

Byggeriets 2013-omsætning inkl. november er heller ikke værd at råbe hurra for. Samlet faldt bygge- og anlægsomsætningen i de første 11 måneder af 2013 med 8,3 mia. kr. i forhold til 2012 – det svarer til et temmelig stort procentvis fald på 4,7 pct.

- Dansk økonomi befinder sig stadig på en knivsæg. Godt nok har både eksport og investeringer bidraget positivt i 2013. Men det meget omtalte stemningsskift har til og med november ikke manifesteret sig i højere aktivitet på hjemmemarkedet, siger Bo Sandberg, cheføkonom i Dansk Byggeri.

Allan-effekten er endnu usikker
- Vi havde nok ventet en lidt større umiddelbar effekt af oktober-stormen Allan. Men de tidlige effekter ser ret moderate ud, som det også fremgik af de nye beskæftigelsestal. Omsætningstallene kan dog blive revideret op efterfølgende, og det er også for tidligt at udlede noget af momsstatistikken, da den først vil ske indberetninger i december eller senere. Endelig vil også tal for præsterede arbejdstimer i 4. kvartal kunne bidrage til at skabe et bedre overblik over storm-effekten. Det er derfor for tidligt at betegne Allan som en storm i et glas vand, siger Bo Sandberg.

Håndværkerfradrag hjalp lidt
Byggeriets omsætning kom dårligt fra start i 2013, men indhentede så lidt af det tabte i foråret og sommeren bl.a. som følge af den genindførte BoligJobordning. Efteråret blev præget af voldsomme begivenheder – først Pihl-konkursen og siden de to storme i 4. kvartal. Førstnævnte satte midlertidigt en række byggerier i stå og har medvirket til at dæmpe aktiviteten, mens udbedring af stormskader naturligvis trækker i modsat retning.

- På bundlinjen tyder det meste på, at efteråret 2013 aktivitetsmæssigt ikke kunne følge med den tilsvarende periode 2012, hvor der bl.a. fandt hamstring af byggeopgaver sted, fordi BoligJob-ordningen oprindeligt var sat til at udløbe med udgangen af 2012. I 2013 kan vi også konstatere, at nybyggeriet har været på et historisk lavpunkt. Og selv den forventede betydelige effekt af storm- og oversvømmelsesskader i december vil ikke kunne ændre på et aktivitets-, omsætnings- og beskæftigelsesmæssigt minus, når det samlede 2013-regnskab gøres op, fastslår cheføkonom Bo Sandberg.

-jhn

16/1 2014