
Orangerier og støjskærme til boligrenovering
Aarsleff-selskabet Hansson & Knudsen skal renovere 270 boliger og etablere tagboliger i Valby - for 460 millioner. kroner
270 boliger i Elleparken i Valby bliver til 284, når Aarsleff-selskabet Hansson & Knudsen bliver færdig med sin nye opgave.
Elleparken i Valby trænger til fornyelse, og derfor har ejeren, Samvirkende Boligselskab – SAB, valgt at iværksætte et omfattende renoveringsprojekt, som Hansson & Knudsen A/S skal stå i spidsen for.
Udendørs fremtidssikring
Elleparken består af 270 almene boliger fordelt på 12 længehuse i tre etager. Byggeriet er karakteristisk for sin tid med en blanding af vinkel- og stokbebyggelse, som skaber gode fælles gårdrum og afstand mellem blokkene.
Men gennemgående var også anvendelsen af genbrugsmaterialer ved konstruktionen i 1948, og særligt de eksisterende tagkonstruktioner er i meget dårlig stand, fortæller afdelingsdirektør i Hansson & Knudsen, Daniel Slettemose.
-Det er blandt andet besluttet at udskifte tagene på samtlige blokke – og i den forbindelse etablere 56 nye boliger oppe på de gamle tørrelofter.
Derudover skal vi også etablere støjafskærmning og lyd-orangerier ud mod den stærkt trafikerede vej Folehaven – foruden løse nogle af de mere traditionelle udendørs renoveringsopgaver som udskiftning af vinduer, opmuring af nye isolerede gavle og en delvis udskiftning af fuger på eksisterende facader, fortæller han.
Entreprisesum på 460 millioner kroner
Etableringen af de nye tagboliger bringer bebyggelsens samlede antal boliger op på 284 – og dermed fortættes området, som ved renoveringens afslutning vil bestå af 144 renoverede boliger, 46 sammenlagte familievenlige boliger, 38 tilgængelighedsboliger og så de 56 nye tagboliger.
-Vi glæder os til at tage fat på de faglige udfordringer, som projektet indeholder: udskiftning af installationer, køkkener og bad i alle lejligheder og en delvis udskiftning af gulvene.
Det bliver dejligt at kunne aflevere nogle toptunede lejligheder til beboerne. Og så ser vi frem til et godt samarbejde med administratoren KAB og totalrådgiveren Rørbæk og Møller Arkitekter – både om Elleparken og forhåbentlig kommende projekter, siger Daniel Slettemose.
Projektet udføres i hovedentreprise, og det forventes, at arbejddet påbegyndes medio 2025 med afslutning medio 2029.
-kis