Albertslund har fået en multihal med store, grønne ambitionerIC Arkitekter har tegnet hallen og været bygherrerådgiver på projektet.

Albertslund har fået en multihal med store, grønne ambitioner

Både vinduer, facader, tag og indeklima er tænkt i en grøn retning i hallen, som er opført for Next Vestskoven Gymnasium. Byggeriet omfatter udover hallen, en sidebygning i to etager med foyer, omklædning, depotrum, teorilokaler og opvarmningslokaler

Elever og lokale idrætsforeninger i Albertslund har fået nye rammer for idræt og bevægelse. Totalentreprenør Gråkjær har netop afleveret en multihal på 1500 m2 til Next Vestskoven Gymnasium. Hallen er bygget til mange forskellige aktiviteter og understøtter gymnasiets rolle som Team Danmark-uddannelsespartner. 

- Vi har været utroligt glade for samarbejdet med Gråkjær og IC Arkitekter, som har leveret et flot byggeri til tiden og i en kvalitet, der fuldt ud lever op til vores høje forventninger. Vi har fået en moderne og fleksibel multihal, der både arkitektonisk og funktionelt passer rigtig godt til gymnasiet. 

- Det er nogle fantastiske rammer, som vores elever får glæde af i mange år fremover, og som samtidig skaber nye muligheder for det lokale foreningsliv, siger Ole Heinager, administrerende direktør i Next.

Gråkjær har bygget flere idrætsfaciliteter og kender derfor de krav, der følger med, når en hal skal bruges af mange forskellige brugere. 

- Vi er meget stolte af det byggeri, vi har leveret til Next. En idrætshal kan nogle gange blive en stor, lukket kasse. Det her er noget helt andet. Next har valgt træ og tegl til facaden, store vinduer og et grønt tag. Det giver hallen et varmt og åbent udtryk, der inviterer folk indenfor. 

- Det er valg, der løfter byggeriet. Vi har bygget en del idrætshaller efterhånden, og vi ved, at det kræver noget særligt at få arkitektur og funktion til at gå op i en højere enhed. 

- Her skal der både være plads til idrætstimer, træning på højt plan og foreningsliv. Det har vi løst sammen med Next og IC Arkitekter, siger Per Schak Andreasen, administrerende direktør i Gråkjær.

IC Arkitekter har tegnet hallen og været bygherrerådgiver på projektet og har derfor fulgt byggeriet tæt fra de første streger til den afsluttende gennemgang. 

- Jeg er især glad for, at hallen spiller så godt sammen med gymnasiets øvrige bygninger. Der er et højt detaljeringsniveau i byggeriet, og alligevel var der utrolig lidt at komme efter ved førgennemgangen. Det skyldes et godt projekteringsforløb og en entreprenør, der virkelig har forstået projektet.

- Gråkjær løste de få udfordringer, der var, hurtigt. De har haft styr på myndigheder og dokumentation, og der er blevet fulgt op på alt før, under og efter, siger Peter Ilsø, der er partner i IC Arkitekter. 

Ud over selve hallen omfatter byggeriet en sidebygning i to etager med foyer, omklædning, depotrum, teorilokaler og opvarmningslokaler. Fra balkonen og undervisningslokalerne på første sal kan man kigge ned i hallen. En stor overdækket altan mod syd giver mulighed for, at man kan opholde sig ude. 

Materialerne er valgt, så den nye hal har sit eget udtryk og samtidig passer naturligt til gymnasiets arkitektur. Facaden er beklædt med varmebehandlet fyrretræ i forskellige bredder og tykkelser.

Det skaber variation i overfladen og et fint spil af lys og skygge. Resten af bygningen er opført i mørke teglsten, som går igen i gymnasiets øvrige bygninger. Store vinduespartier lukker dagslyset ind, mens hallen lyser op indefra, når mørket falder på. 

Next ønskede fra begyndelsen et særligt fokus på bygningens klimaaftryk. Derfor er der gennemført grundige LCA-beregninger gennem alle projektets faser. For en stor del af materialerne har Gråkjær brugt producenternes egne miljødata frem for standardværdier. Det giver et mere præcist billede af bygningens faktiske klimaaftryk. 

På taget er der både sedum og solceller. Det giver eleverne på gymnasiet udsigt til en levende og farverig tagflade, mens sedummet optager regnvand og forsinker afledningen. Det reducerer belastningen på kloaksystemet ved kraftig regn. 

Inde i hallen er akustikken blandt andet forbedret med filtbaserede akustikplader fra Impact Acoustic. Pladerne er fremstillet af mindst 60 % genanvendte PET-flasker og er Cradle to Cradle-certificeret på bronzeniveau.  

Multihallen i Albertslund føjer sig til rækken af idrætsbyggerier, som Gråkjær de seneste år har opført som totalentreprenør. Blandt dem er Multiarena Guldboxen, Arena Svendborg, Toftlund Sport- og Fritidscenter og Bogø Skolerne. 

Projektet er opført i samarbejde med arkitekt og bygherrerådgiver IC Arkitekter, Niras og Stokvad Rådgivende Ingeniører. 

Gråkjær Miljøcenter har varetaget den miljøfaglige rådgivning i forbindelse med projektet herunder udarbejdelse af VVM-screening og materiale til myndighedsbehandlingen. Gråkjærs egen tegnestue har stået for detailprojekteringen. 

-dc

28/10 2026