200 meter cykelsti føres ud på bro i sø
Når den nye cykelsti ved Hvidkilde Gods på Fyn står klar i 2024, bliver cyklisterne ført ud på en 200 meter lang cykelbro i Hvidkilde Sø.
Af Dan Bjerring
Det er nu besluttet, hvordan den nye bro kommer til at se ud. Selve cykelstien mellem Ollerup og Svendborg bliver cirka 2,5 kilometer vej, men ikke hele cykelturen foregår på asfalt.
Langs med Mølledæmningen ved Hvidkilde Gods er vejen simpelthen for smal til, at cykelstien kan blive anlagt på sædvanlige betingelser, og derfor skal brugerne cykle på en bro, som bliver anlagt i selve søen.
For at sikre at den nye cykelbro harmonerer med de helt særlige landskabelige og naturskønne forhold, der er i området, har Vejdirektoratet fra begyndelsen af projektet været i tæt dialog med blandt andet lokale borgere og Hvidkilde Gods, hvor cykelstien kommer til at løbe tæt forbi.
Tæt dialog med borgere og gods
For at sikre at den nye cykelbro harmonerer med de helt særlige landskabelige og naturskønne forhold, der er i området, har Vejdirektoratet fra begyndelsen af projektet været i tæt dialog med blandt andet lokale borgere og Hvidkilde Gods, hvor cykelstien kommer til at løbe tæt forbi:
- Det forslag, vi har valgt, gør strækningen langt mere trafiksikker samtidig med, at det passer sig fint ind i det helt særegne og smukke landskab. Cykelbroen kommer til at være en del af landskabet i rigtig mange år fremover, og derfor har det også været vigtigt for os, at vi fandt en løsning, der er opbakning til i lokalområdet, siger projektleder Peter Lund Hansen fra Vejdirektoratet.
Skridsikret materiale – også i regnvejr
Det er den fynske tegnestue Land+ Landskabsarkitekter, som fik til opgave at udarbejde forslag til den kommende cykelbro, som opføres i stål med et dæk af azobétræ, mens røde stålrør udgør selve gelænderet på broen i Hvidkilde Sø.
Cykelbroens udseende tager udgangspunkt i de historiske sikkerhedsrækværker ved Mølledæmningen, som består af rødmalede jernrør fastspændt på granitsten, og som rent faktisk er en forløber til nutidens autoværn.
Mellem brædderne på trædækket, som cyklisterne skal køre på, bliver der lagt skridsikret materiale bestående af epoxy med sand. Det skal sikre, at broen også bliver til at cykle på i regnvejr.
Der er afsat 63 millioner kroner til cykelstien ved Hvidkilde Gods.