25-års jubilar er vild med nye udfordringerKenn Pedersen kan 1. april fejre 25-års jubilæum i Bauhaus.

25-års jubilar er vild med nye udfordringer

Det kan umiddelbart lyde som et paradoks, når indkøbsdirektør Kenn Pedersen den 1. april fejrer 25-års jubilæum i Bauhaus og samtidig siger, at han elsker nye udfordringer

Kenn Pedersen har dog flere gange i årenes løb taget imod nye udfordringer og derfor prøvet mere end de fleste. Siden 2017 har han været indkøbsdirektør med overordnet ansvar for indkøb, marketing, E-handel og den digitale forretningsstrategi i såvel Danmark som Island.

Det var dog ikke ligefrem en titel, han forestillede sig, da han i sin tid afsluttede elevuddannelsen hos Dansk Supermarked i afdelingen for Hus og Have.

- Jeg har ingen tung teoretisk uddannelse men er kommet langt med hårdt arbejde, engagement og en passion for det, jeg beskæftiger mig med, siger Kenn Pedersen, der i Bauhaus har stået i spidsen for de fleste kommercielle afdelinger lige fra butiksindretning, salg, indkøb, marketing og e-handel.

Altid fokus på købmandskabet og kunderne
Kenn Pedersen har været omkring de fleste områder i organisationen, og han har dermed en kæmpe viden og forståelse for de forskellige forretningsområder.

- Det er en styrke i forhold til at skabe sammenhæng og forståelse for kunderejsen, så jeg sammen med resten af vores dygtige organisation kan skabe den bedste kundeoplevelse for vores kunder, fortæller Kenn Pedersen.

Kenn Pedersen er en resultatorienteret ildsjæl med stor forretningsforståelse og sans for at skabe succesfulde teams og så brænder han for sit arbejde og går til opgaverne med stor nysgerrighed og en oprigtig interesse. Han stiller store krav til sig selv og sine omgivelser og bekender sig til en bredt favnende ledelsesstil, oplyser byggecenterkæden.

-los


26/3 2021