Forsikring dækker ikke ved indbrud i nøgleboksarkivfoto

Forsikring dækker ikke ved indbrud i nøgleboks

Billige nøglebokse med kodehjul er stadig udbredte på byggepladser og hos virksomheder. Men den billige løsning kan koste dyrt, for forsikringsselskaberne har strammet kravene

Af Dan Bjerring

En billig nøgleboks har længe været en løsning, når skiftende sjak, underleverandører, rengøring eller natleverancer skal have adgang til containere, skurvogne, værksteder eller bygninger.

Men ifølge Kasper Nygaard Petersen, der er sikringsleder hos Gjensidige, er især nøglebokse med kodehjul eller simpel tastekode et problem. 

De kan nemlig i mange tilfælde manipuleres uden værktøj, og der findes videoer på nettet, som viser, hvordan de åbnes.

Sikkerhed er minimal

Han understreger derfor, at sikkerheden i de billige nøglebokse er minimal, fordi en nøgleboks med kodehjul kan åbnes med meget simple midler:

- En dygtig person kan gøre det på få sekunder. Når det kan ske uden synlige spor, forsvinder hele sikkerhedsaspektet, siger Kasper Nygaard Petersen.

Fordi nøgleboksene er så usikre, har forsikringsselskaberne tidligere sagt nej til at erstatte indbrud, der er sket, uden at nøgleboksen er blevet brudt op. 

Men nu siger forsikringsselskaberne også nej, selvom tyveriet er sket via indbrud i nøgleboksen. 

Kan ikke shoppe forsikringsselskab

Kasper Nygaard Petersen oplyser, at hvis der er tale om en nøgleboks med kodehjul eller tastekode, og tyvene har brugt nøglen fra nøgleboksen til at begå et indbrud eller stjæle, vil mange opleve, at skaden bliver afvist. 

Det er lige meget om boksen er brudt op eller ej. Forsikringsbranchen er blevet langt mere opmærksomme på, at virksomhederne skal sikre deres adgang ordentligt.

- Hele branchen er altså blevet noget mere strikse på det her punkt over de sidste par år. Så man kan ikke shoppe sig til et forsikringsselskab, der ser igennem fingre med brugen af billige nøglebokse, forklarer han.

Deler koden med mange

Der findes ikke en samlet opgørelse over antallet af nøglebokse på danske byggepladser og virksomheder. Men findes der næppe en byggeplads uden én eller flere nøglebokse.

De bruges, fordi det er nemt, men ofte deles samme kode mellem mange personer og på flere bokse.

Problemet fik ekstra opmærksomhed i sommer, da TV2 havde et indslag om en restaurant på Fyn, der ikke kunne få erstatning efter tyveri. 

Tyven havde fået adgang via indbrud i en nøgleboks, som ikke var forsikringsgodkendt. Forsikringsselskabet afviste derfor skaden, fordi tyvene ikke havde brudt ind i selve restauranten, men havde brugt nøglen fra nøgleboksen. 

Dermed var der ikke tale om indbrud, mente forsikringsselskabet.

Alternativ til nøgleboks

Alternativet er enten forsikringsgodkendte nøglebokse i et passende sikringsniveau, der kan låses op med en nøgle. 

En anden mulighed er elektroniske låsesystemer, hvor adgangen styres digitalt. Det kan for eksempel være elektroniske låse, app-baserede løsninger eller systemer, hvor virksomheden kan tildele og fjerne adgang, give engangskoder og se, hvem der er kommet og gået.

Samtidig bør virksomheder overveje særlige rum til natleverancer, bedre registrering af værktøj, sporing og DNA-mærkning.

– Det er billigere at forebygge end at stå med en tom container og en skade, som ikke bliver dækket. Virksomhederne skal tænke adgangsstyring som en del af deres driftssikkerhed, siger Kasper Nygaard Petersen.


18/10 2026