3XN designer Sveriges nye vandkulturhus
Det nye vandkulturhus i Linköping skal forene Linkjöpings urbane miljø med Tinnerbäck sø både i form og funktion
Arkitekturen for det nye svenske vandkulturhus med navnet 'Vågen' (bølgen) er inspireret af bølger, der skyller i land. Bygningens form leder tankerne mod havet og skaber en naturlig forlængelse til naturen. Bygningen følger landskabets naturlige flow, og trapper nedad mod søen. Tårnet, hvor kontorerne ligger, er placeret på bygningens nordlige hjørne for at undgå, at det skygger for søens bred og for torvet foran bygningen. Med sine store panoramavinduer og bugtende træfacade åbner bygningen op mod søen.- Vi ønskede at skabe en bygning, hvor arkitekturen henviser til bygningens funktion, og hvor bygningens bølgende facade og store panoramavinduer skaber en forlængelse fra svømmebassinerne til søen, siger Kim Herforth Nielsen, grundlægger og kreativ direktør, 3XN.
Et nyt torv med restauranter foran bygningen skal føre de besøgende hen til bygningens indgang. Når gæsterne træder ind i foyeren med dobbelthøjde til loftet, vil de hurtigt kunne danne sig et overblik og navigere rundt i bygningen og dens forskellige funktioner samt fire poolområder.
Bæredygtigt materiale
Vandkulturhusets design består næsten udelukkende af træ. Træ er et af naturens mest innovative og vedvarende byggematerialer: Produktionen har ingen affaldsprodukter, og det binder CO2. Træ er et let materiale, der alligevel har en stærk bærende konstruktion.
- Træ kan genbruges som byggemateriale, er meget holdbart og tilfører en æstetisk kvalitet og et varmt præg til bygningen, siger Kim Herforth Nielsen.
Ifølge en offentlig erklæring fra juryen var en af de afgørende faktorer for valget af vinderen, at 3XN’s forslag harmoner med Linköping by. Mere end 40 arkitektfirmaer bød ind på projektet, hvoraf fem finalister blev udvalgt, herunder Zaha Hadid Architects, Erséus Arkitekter, Henning Larsen Architects og Liljewall Arkitekter. Opførelsen af 'Vågen' starter i september 2017 og forventes afsluttet i 2021. Det samlede budget for projektet er på ca. 600 mio. kr.
-kj