42.000 arbejdsulykker er alt for mange
3F opfordrer arbejdsgiverne til at stramme op og prioritere arbejdsmiljøet og sikkerheden på arbejdspladserne endnu højere, end de gør i dag
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Hvert år anmeldes der 42.000 arbejdsulykker, og det er alt for mange. 3F’s forbundssekretær Lene Krabbe Dahl siger i en kommentar til Beskæftigelsesministeriets nye rapport ’Status på arbejdsmarkedet’, at lønmodtagerne i Danmark skal trygt kunne gå på arbejde uden at frygte for at komme ud for en arbejdsulykke.
Rapporten viser, at arbejdsulykker hvert år koster samfundet cirka 28,4 milliarder kroner, svarende til et arbejdsudbud på cirka 26.000 fuldtidspersoner:
- Arbejdsmiljøet er virksomhedernes ansvar, og rapporten dokumenterer, at der er masser af arbejdsudbud at hente ved at forbedre arbejdsmiljøet. Virksomhederne skriger i øjeblikket på mere arbejdskraft, og denne arbejdskraft kunne man passende hente ved at forbedre arbejdsmiljøet, så folk ikke kommer til skade på arbejdspladserne, siger Lene Krabbe Dahl.
Kan lære af svenskerne
Hun mener, at ’hver eneste ulykke er en tragedie, der påvirker de pårørende, kollegaer og hele samfundet og ikke mindst 3F’erne:
- Flere end fire ud af ti arbejdsskader rammer et af 3F’s medlemmer. Det er langt mere end, hvad 3F’erne fylder på arbejdsmarkedet, og derfor er det nødvendigt at få strammet op på arbejdsmiljøet nu, siger hun og opfordrer til mere fokus på forebyggelse og planlægning af arbejdsmiljøet og en mere inddragende ledelsesstil med styrkelse af arbejdsmiljøorganisationen i virksomhederne og arbejdsmiljørepræsentanternes rolle:
- Derudover skal vi kigge hinsidan. I Sverige arbejder Arbejdsmiljöverket med en nul-vision om at, ingen skal blive syg, skades eller dø af at gå på arbejde. Det mener vi også, bør være en vision i Danmark, siger Lene Krabbe Dahl.