Renover mere - riv mindre ned

Renover mere - riv mindre ned

En analyse fra Teknologisk Institut og rådgivningsvirksomheden WSP Danmark A/S peger på, at råstofforbruget i byggesektoren bør kunne måles, så det kan prioriteres mere bevidst

Af Dan Bjerring

Sand, grus, ler og kalk har i årevis været en billig og lettilgængelig basisvare, men sådan er det ikke længere. 

Ganske vist er Danmark ikke ved at løbe tør for de nødvendige råstoffer, men det bliver sværere og dyrere at få fat i råstoffer til beton, mørtel, mursten, veje, broer og energianlæg.

Råstofferne ligger ikke altid, hvor de skal bruges - og ikke altid i den rette kvalitet. Det betyder længere transport, højere CO2-udledning, større logistikomkostninger og ekstra belastning af vejnettet. 

Konkurrence om arealerne

Samtidig er der konkurrence om arealerne, hvor der ud over råstofgrave også skal være plads til landbrug, skov og natur, grundvandsbeskyttelse, klimatilpasning og golfbaner 

Thilde Fruergaard Astrup, der er seniorkonsulent hos Teknologisk Institut, understreger behovet for

en mere strategisk og bevidst tilgang til råstofforbruget. 

Det kræver, at det enkelte projekt bruger færre råstoffer, men det griber også ind i større samfundsprioriteringer.

Kun 20 procent bruges til byggeri

I 2023 brugte Danmark omkring 60 millioner tons sand og grus. Det svarer til knap halvdelen af landets samlede materialeforbrug. 

Cirka 80 procent af råstofferne går til anlæg som veje og kystsikring, og cirka 20 procent går til byggeri - især beton og tegl. 

Pr. indbygger bruger Danmark flere mineralske råstoffer end mange andre EU-lande.

Afgørende betydning for råstofregnskab

Anlægssektoren bruger markant flere råstoffer end byggesektoren og har derfor en afgørende betydning for det samlede råstofregnskab. Selv små procentvise reduktioner i anlægssektoren kan frigive meget store mængder råstoffer til byggeriet på grund af de meget store volumener, der anvendes.

Katrine Hauge Smith fra WSP Danmark slår fast, at det ikke kun handler om tilgængelighed og mængder af råstoffer. Det handler ikke mindst om, hvilke råstoffer vi bruger, og hvordan vi bruger dem.

Undgå overforbrug

Analysen peger på, at der er måder at reducere råstofforbruget. Blandt andet at undgå overforbrug af råstoffer ved at dimensionere og designe mere præcist, reducere spild i byggeprocessen og bruge nye teknologier som 3D-print af beton eller kunstig intelligens, der eksempelvis kan optimere cementforbruget.

Brug af alternativer som biogene materialer, genbrugsmaterialer eller overskudsjord kan også være væsentlige veje til reduceret råstofforbrug. Især mængden af nybyggeri påvirker forbruget.

Projektets analyser tyder på, at mere ressourceeffektive løsninger og ændrede materialevalg - eksempelvis genbrugsmaterialer og flere biogene materialer – har begrænset effekt, hvis det samlede nybyggeri fortsætter med at stige. 

Byg færre kvadratmeter

Derfor er en central vej børe der bygges færre kvadratmeter, renoveres mere og udnytte den eksisterende bygningsmasse bedre. 

Renovering er dog heller ikke uden råstofforbrug. Der kan spares sand og sten til beton, hvis fundamenter, dæk, vægge og facader bevares. Men vælges der nyt tegltag og -facade fastholdes behovet for ler.

Ifølge analysen ligger det største potentiale i at kombinere flere metoder, så byggeriet bruger færre råstoffer, bruger dem klogere og reducerer behovet for nye materialer med mineralske råstoffer.

Råstofforbruget gøres ikke op

Byggeriets klimapåvirkning måles i dag systematisk, men råstofforbruget gør ikke. Hvis forbruget skal kunne følges, prioriteres og eventuelt reguleres, kræver det fælles målemetoder. 

- I dag beregner vi, hvor meget CO2 byggerier over en vis størrelse udleder, men ikke hvor mange tons sand, grus og ler det kræver. Skal vi kunne prioritere, skal vi først kunne synliggøre det, slutter Thilde Fruergaard Astrup.

Fakta 

Ni initiativer kan reducere råstofforbruget

Undgå overforbrug

1. Dimensioner og design mere præcist

2. Reducér spild i byggeprocessen

3. Brug nye teknologier og metoder

Brug alternativer

4. Brug flere biogene materialer

5. Genbrug og genanvend mere

6. Brug overskudsjord

Byg mindre

7. Byg færre kvadratmeter

8. Skab mere fleksible bygninger

9. Renovér mere og riv mindre ned




1/11 2026