8,3 milliarder i omsætning: Bygma-succes sker på ryggen af omstillingsparate medarbejdere - Vi står mere end godt rustet takket være vores medarbejderes kompetencer og deres kendskab til de enkelte kunder, siger Bygmas adm. dir., Klaus Hadsbjerg.

8,3 milliarder i omsætning: Bygma-succes sker på ryggen af omstillingsparate medarbejdere

Administrerende direktør, Klaus Hadsbjerg, kalder årets resultat for et udtryk for, hvor solidt et fundament af dedikerede medarbejdere, Bygma er skabt af. I år har koncernen som ambition at styrke sin lokale forankring og rolle som grøn samarbejdspartner

Bygma kan torsdag præsentere en nettoomsætning på 8,3 mia. kroner for regnskabsåret 2022, hvilket er 389 mio. kroner mere end sidste år. Adm. direktør, Klaus Hadsbjerg, kalder året for tilfredsstillende, særligt da det er opnået på trods af udfordringer med prisstigninger og forsyningsvanskeligheder.

At Bygma kan binde en sløjfe om et godt regnskab for 2022 skal ifølge direktøren tilskrives virksomhedens 1700 medarbejdere. De har, ifølge Klaus Hadsbjerg, dagligt skullet navigere i og håndtere udefrakommende udfordringer, forretningen ikke selv har været herre over.

– Efter en lang periode med forskellige former for udfordringer, ville man ikke fortænke nogen i at miste gejsten. Men hos Bygma er vi bare rykket tættere sammen og har løftet i flok, og det er et udtryk for den fantastiske kultur, vi har opbygget over så mange årtier. Medarbejderne udgør vores fundament, og de fortjener al den anerkendelse, der kommer deres vej, siger Klaus Hadsbjerg.

Det høje aktivitetsniveau skal fortsættes
Med mere end 100 forretningsenheder i Norden heraf en stor andel på det danske marked er Bygma Gruppen den største danskejede leverandør til byggeriet med aktiviteter inden for salg og distribution af byggematerialer.

Det tilfredsstillende regnskab for 2022 understøtter koncernens ekspansive strategi, hvilket blandet andet skal komme til udtryk i form af en række nye forretninger i de forskellige regioner. De første spadestik er allerede taget – helt bogstaveligt.

I slutningen af marts kunne Bygma slå dørene op til et nyt trælast- og logistikcenter på Amager i København, der fordelt over 10.000 m2 rummer lagerhaller, butik og distributionscenter. Og flere åbninger venter i blandt andet Svendborg og Thisted, hvor nye centre indvies med DGNB Guld-certificeringer som kronen på værket.

– De nye centre er et udtryk for, at vi ønsker at køre videre med et højt aktivitetsniveau, og at vi har fokus på at styrke vores tilstedeværelse lokalt i de forskellige regioner og skabe nye arbejdspladser. Derudover er certificeringerne med DGNB Guld et signal om, at vi tager vores ansvar med at fremme den grønne og bæredygtige omstilling alvorligt, siger Klaus Hadsbjerg.

En fremtid i bæredygtighedens tegn
Sidste år i december kunne Bygma præsentere et nyt bæredygtigt univers i form af en digital platform med viden om alt fra klimalovkrav til certificeringsordninger. Platformen er tænkt som en udstrakt hånd til landets mange håndværkere og dermed forretningens vigtigste kundeportefølje.

- Vi er fuldt ud bevidste om, at vi ikke er de eneste, der har været hårdt ramt af et uroligt marked. Håndværkerne, som er vores vigtigste kunder, har oplevet usikkerhed, og som deres tætteste samarbejdspartner skal vi være dem, der giver dem de bedste forudsætninger for at gøre sig gældende i en branche, der fremadrettet kommer til at stå i bæredygtighedens tegn, siger Klaus Hadsbjerg.

I tillæg til den bæredygtige vidensplatform afholdt Bygma i efteråret klimainformationsmøder om de nye klimakrav i bygningsreglementet for 2000 kunder, og en bæredygtighedsambassadører er blevet tilknyttet i alle 62 forretninger.

- Det handler i bund og grund om, at vi skal være bevidste om vores ansvar og sikre, at kunderne kan komme til os og få den nødvendige viden og de rette værktøjer, der gør dem konkurrencedygtige. Den opgave står vi mere end godt rustet til at løse takket være vores medarbejderes kompetencer og deres kendskab til de enkelte kunder, siger Klaus Hadsbjerg.

-dc

13/4 2023