Åbner 12. engroscenter i Ishøj
Den 30. april holder Carl Ras åbningsfest i det nye engroscenter, der ligger tæt på motorvejen i Ishøj
Med placeringen i Industribuen 7A ud til Køge Bugt motorvejen, vil Carl Ras fremover kunne servicere de professionelle håndværkere, der kommer fra indfaldsvejene og motorvejene mod København og omvendt. Placeringen er ideel i forhold til bestræbelserne på at kunne servicere alle hovedstadens håndværkere, uden at de skal bruge for meget tid på at køre efter materialer.Det nye butikslokale bliver på 1800 m2, med plads til et sortiment på ca. 13.000 lagervarer. Ligesom i kædens andre engroscentre kan kunderne få hjælp og rådgivning fra garvede isenkræmmere.
- Vi har også lyttet til hvad vores kunder har efterspurgt og vil derfor have mere fokus på selvbetjening, så allerede fra første dag vil det være muligt at betjene sig selv og gå direkte til kassen. På sigt vil vi også implementere et selvbetjeningssystem, hvor man ved hjælp af tablets og smartphones kan betjene sig selv og hurtigt tjekke ud ved kassen. Hurtigt ind og hurtigt ud, så vores kunder sparer tid, siger Stefan Bjørn, butiksleder i Ishøj.
Nemmere for kunderne
I Ishøj kan man finde det produktudvalg, der kendetegner de øvrige Carl Ras engroscentre, men butiksdesignet vil være lidt anderledes.
- Vi har gjort det nemmere for kunderne at overskue vores mange produkter, og vi har opdelt produkterne i kategorier, så de lynhurtigt kan danne sig et overblik. Så f.eks. kunder der efterspørger en 18 Volts skruemaskine kan i samme område se hele vores sortiment af mere end 20 maskiner fra 5 forskellige producenter. Og skruer, beslag og dørgreb er blevet rykket frem i butikken, så kunden nu har endnu bedre mulighed for at betjene sig selv, når han har travlt, slutter Stefan Bjørn.
Hvis man ikke kan vente til den 30. april holder Carl Ras allerede åbent fra tirsdag den 22. april. På carl-ras.dk kan man læse mere om åbningsfesten og se tilbudsavisen med mere end 200 produkter til skarpe priser.
-los