Horsens betaler Aarsleff 400 millioner kroner for klimasikring
Projektet kommer til at trække på et bredt udsnit af koncernens kompetencer inden for både anlæg, beton, fundering og vandbygning – og skal beskytte den østjyske by mod forhøjet vandstand og stormflod
Aarsleff har vundet klimasikringsentreprisen knyttet til Horsens Ringvej Syd-projektet – en opgave, der skal løses for Horsens Kommune.
Kontrakten har en værdi af 398 millioner kroner og omfatter et cirka en kilometer langt klimaværn, der skal beskytte særligt centrum i Horsens imod forhøjet vandstand i fjorden – og samtidig danne grundlag for en ny trafikløsning sydøst om Danmarks nu sjettestørste by.
- Det er et spændende projekt, som passer utroligt godt med de kompetencer, vi har i Aarsleff og vores fokus på komplekse kyst- og klimasikringsprojekter.
- Vi kommer til at løse hovedparten af opgaverne i egenproduktion – og vi er glade for at kunne bidrage til en forbedret infrastruktur i Horsens, hvor Aarsleff har haft fast arbejde gennem mange år, siger afdelingsdirektør i Aarsleff, Eva Braad.
Hovedopgaven bliver opførelse af et pumpe- og sluseanlæg ved Bygholm Å, som skal kunne pumpe 30.000 liter vand tilbage ud i fjorden – i sekundet.
Anlægget bliver opført i umiddelbar tilknytning til en vejbærende bro, som også er en del af vores opgave. Og her skal Aarsleffs funderingskompetencer i spil både fra land- og vandsiden.
Der skal blandt andet etableres en spunset byggegrube ude i vandet omkring 30.000 løbende meter, som skal understøtte byggerierne.
Aarsleff står desuden selv for projektering af spunsvæggene, pæledækket under byggegruben samt selve pumpebygværket og slusen – inklusive teknikken. På den måde tilpasses designet til Aarsleffs eget materiel og arbejdsgange og giver en mere glidende proces.
Som en del af projektet etableres vejdæmninger ved Boller Enge og Deponiet på den sydlige side af Horsens Fjord samt en mindre vejbærende betonbro ved Dagnæs Bæk med tilhørende stoplog – en funktion, der giver mulighed for at regulere vandgennemstrømningen.
Arbejdet begynder inden jul og ventes færdig i 2031.
-dc