Aarhus Ø bliver flittigt brugt - men der er potentiale til mereMere end 16.000 interessenter bidrog med input til visionsplanen i en omfattende inddragelsesproces. Det er den proces, visionsplanen bygger på.

Aarhus Ø bliver flittigt brugt - men der er potentiale til mere

Cirka halvdelen af bydelen på Aarhus Ø er udviklet, og nu sætter teknikrådmanden og kulturrådmanden fokus på livet mellem husene i en ny visionsplan. Første nedslag er Bernhardt Jensens Boulevard, der skal være et levende, grønt strøg

Hvordan får man plads til mange forskellige mennesker, stemninger og liv på Aarhus Ø? Det svarer en ny visionsplan på, som Magistraten i Aarhus Kommune har drøftet.

- Det er en fornøjelse at gå en tur på Aarhus Ø en lørdag formiddag og se, hvor mange der bruger bydelen. Men den har også potentiale til mere. De senere år har vi haft meget fokus på bygningerne, men vi må ikke glemme de gode mellemrum og byrum.

- Derfor glæder jeg mig også over planen, og at vi inden længe kan kaste os over Bernhardt Jensens Boulevard, siger Nicolaj Bang (K), Teknik og Miljø.

I dag bor ca. 6000 aarhusianere på Aarhus Ø. De bor side om side med sejlere, vinterbadeklub, kabelbane og rigtig mange andre foreninger og aktiviteter. Og de skal fortsat have en helt central plads på Aarhus Ø.

- Jeg er begejstret for, at vores nye plan for Aarhus Ø åbner for flere rekreative områder og muligheder for alle borgere. Samtidig er det afgørende for mig, at vi bevarer plads og rum til vores rige foreningsliv, så det fortsat kan blomstre side om side med de nye tiltag.

- Det handler om at sikre en balance, hvor både det aktive liv og fællesskab trives og udvikles i vores havn side om side med de mange nye beboere og gæster, siger rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad (RV).

Første konkrete nedslag, der kan sættes i gang, er Bernhardt Jensens Boulevard. Her skal aarhusianerne med på råd i den nærmeste fremtid om, hvordan boulevarden skal se ud, inden den kan gøres færdig.

Udover Bernhardt Jensens Boulevard er et af de centrale punkter i visionsplanen en forbindelse fra Aarhus Lystbådehavn til Den Permanente.

Ambitionen er, at den skal gå langs vandet og give mulighed for at komme tæt på vandet, så bugten opleves på en ny måde. Næste skridt vil være forundersøgelser, der skal se, hvordan det kan blive muligt.

Derudover peger Visionsplanen også på, at miljøet omkring lystbådehavnen skal styrkes. Derfor skal Dagmar Petersens Gade gentænkes, så her både er plads til sejlere, foreningsliv og uformelt byliv.

-dc

3/9 2024