Aart architects køber Mangor & Nagel
Med opkøbet overgår Mangor & Nagel til at hedde 'Mangor & Nagel – en del af Aart' frem til 2023, hvorefter virksomheden bliver en fuldt integreret del af den samlede Aart-koncern
Den skandinaviske arkitektvirksomhed Aart architects opkøber den sjællandske arkitektvirksomhed Mangor & Nagel. Dermed går to af Danmarks førende, uafhængige arkitektvirksomheder sammen og mod strømmen i branchen og skaber en af Skandinaviens mest betydningsfulde arkitektvirksomheder.
Det sker med ambitionen om at møde kunder på tværs af Skandinavien med rendyrket rådgivning og højt specialiserede kompetencer inden for alle grene af arkitektur.
- Vi ønsker at redefinere arkitekturen. Ikke alene i måden vi tænker og taler om den på, men også i måden vi driver forretning på. Med opkøbet af Mangor & Nagel går vi derfor mod strømmen i branchen. Vi holder fast i arkitekturen som vores kerneydelse. For vi tror på, at det er den bedste måde at udvikle vores egen og ikke mindst vores kunders forretning på, siger Torben Skovbjerg, stiftende partner i Aart.
- For med Mangor & Nagel som en del af Aart vil vi møde kunder på tværs af Skandinavien og ikke mindst Danmark med en dyb dedikation og højt specialiserede kompetencer inden for alle grene af arkitektur – og vel at mærke med en stærk forankring i Jylland og nu også på Sjælland, tilføjer han.
Endnu stærkere kompetencer
Netop den stærke forankring på tværs af Danmark er en af bevæggrundene bag opkøbet. For selvom Aart er en af de førende, uafhængige arkitektvirksomheder i Skandinavien, så står Aart stærkest i Jylland samt i Oslo og Stockholm, hvor virksomheden også har kontorer.
Sammen med Mangor & Nagel vil Aart nu også få et solidt fodfæste i København og på resten af Sjælland. Et marked, hvor Aart ifølge Torben Skovbjerg vil komme med nye perspektiver på at udvikle byrum og bygninger af høj, arkitektonisk kvalitet.
Med opkøbet vil Aart tilbyde en endnu stærkere spændvidde i kompetencer – fra byplanlægning og landskabsdesign til bygningsdesign, transformation og spaceplanning.
- Hos Mangor & Nagel kommer vi med en lang historik og solide kompetencer inden for det almene boligsegment, som vi ser et stort potentiale i at gøre landsdækkende som en del af Aart. Samtidig kommer Aart med solide, in-house kompetencer inden for bæredygtighed, som vi kan løfte ind i udviklingen af vores allerede stærke fodfæste på det sjællandske marked, fortæller Bente Priess Andersen, der fortsætter som administrerende direktør i Mangor & Nagel – en del af Aart.
Mangor & Nagel – en del af Aart
Med opkøbet overgår Mangor & Nagel til at hedde 'Mangor & Nagel – en del af Aart' frem til 2023, hvorefter virksomheden bliver en fuldt integreret del af den samlede Aart-koncern og overgår til at hedde Aart. Organisatorisk vil Mangor & Nagel i store træk forblive som i dag.
Bente Priess Andersen vil fortsætte som administrerende direktør og vil fremover udgøre ledelsen sammen med Jacob Andersen som teknisk direktør, Claus Søndergaard som kreativ chef og Søren Stoustrup som markeds- og tilbudschef. Karsten Nagel og Torben Nagel vil træde ud af ledelsen og få et sæde i bestyrelsen af 'Mangor & Nagel - en del af Aart'.
Derudover vil de fortsætte som ambassadører for virksomheden. I sin teamstruktur vil virksomheden også fortsætte som hidtil, mens der vil etableres flere initiativer med fokus på at fremme videndeling og samarbejde på tværs af den samlede Aart-koncern.