Alternativ byggesten til U-lande
Forskere og designere på DTU har opfundet en metode, der gør det muligt at genanvende plasticaffald i U-landene til en alternativ mursten
Til efteråret uddeles verdens største designpris i Helsingør. Det sker i hallerne på det tidligere Helsingør værft, og det er organisationen Index Design to Improve Life der står bag de i alt fem priser på tilsammen 500.000 euro svarende til 3,5 mio. kr.
Index Design to Improve Life støttes bl.a. af Erhvervs- og vækstministeriet, og et af forslagene der bejler til priserne er en plasticmursten skabt af affald, der er udviklet på Danmarks Tekniske Universitet i Lyngby.
I Afrika og Asien er problemerne med de stigende affaldsmængder nærmest eksploderet. Ikke mindst plasticaffaldet i form af emballage og poser er et alvorligt problem. Forskerne og designerne på DTU har nu opfundet en metode, der gør det muligt at genanvende dette affald til en plasticmursten der kan tåle et tryk på op til seks tons.
Metoden er simpel og kan anvendes i de enkelte udviklingslande og murstenen er især velegnet til at sikre huse og andre værdier under de store regnskyl der bl.a. kendes fra Asien.
Bæredygtige løsninger
Designorganisationen Index har Kronprins Frederik som protektor og sidst priserne blev uddelt, det var i 2013, var det kronprinsesse Mary der stod for prisoverrækkelserne.
- Designpriserne handler ikke om at belønne en ny vase eller en smart sofa. Vi går benhårdt efter projekter der forbedrer livet for mennesker. Det kan være patienter der er indlagt på hospitalerne, ældre der ikke kan forlade deres lejligheder, ideer der gør det lettere at starte egen virksomhed eller som projektet fra DTU bæredygtige løsninger i udviklingslandene, siger Kigge Hvid som er adm. direktør for Index.
Den internationale jury bag priserne har danske Mikal Hallstrup fra designfirmaet Designit som formand. Prisuddelingen finder sted den 27. august og det forventes at omkring 1.500 gæster fra ind og udland vil være til stede.
-cmn