Annica ser nye muligheder for vækst- Annica ser tingene med andre øjne, spørger til måden, vi gør tingene på, og kommer med forslag, der sætter nogle tanker i gang hos mig, fortæller tømrermester Peter Holm.

Annica ser nye muligheder for vækst

Alle vil gerne kapre nye kunder, men hvordan gør man sig mere synlig, når konkurrencen er hård? Det har tømrermester Peter Holm sjældent tid til at tænke over i en hektisk hverdag, men nu har han fået uventet hjælp fra Roskilde Universitet

I disse år uddannes der flere akademikere end nogensinde før, men er der plads og brug for dem på et arbejdsmarked, hvor 85 procent af alle virksomheder er små eller mellemstore? Og kan to så forskellige verdener finde ud af at snakke sammen, og har de overhovedet noget at give hinanden?

Svarene kan man ikke slå op i en bog, det er den slags der må prøves af. Derfor er den 25årige universitetsstuderende Annica Bjørnlund Maharaj taget på fire måneders feltarbejde foran en computer lige klods op af værkstedet med savsmuld, høvlbænke og kørende maskiner hos Holm Tømrer- og snedkerfirma i Ballerup. Til daglig læser hun forvaltning, især målrettet det offentlige, og mangler kun et år før hun kan kalde sig kandidat. Tømrermester Peter Holm og hustruen Hanne Holm er da heller ikke blege for at indrømme, at de er ude i et noget usædvanligt forsøg.

- Der er ikke en tradition for, at universiteter sætter sig sammen med private virksomheder. Vi lever nok lidt i hver vores verden, men jeg tror, at vi kan finde måder at bruge hinanden på, hvor begge får et udbytte, siger han og fortæller, at han allerede er positivt overrasket:
- Selv om Annica kun har været her i tre uger, spørger hun interesseret til måden, vi gør tingene på. Hun ser tingene med andre øjne og kommer med forslag, som kan skabe nye ideer. Det sætter nogle tanker i gang hos mig.

- Tit tænker vi som håndværkere, at så længe vi laver et godt stykke arbejde af høj kvalitet, så skal kunderne nok komme, men konkurrencen er benhård, så vi er nødt til at være mere synlige på nettet, siger Peter Holm.

Synlighed sælger
Udover at være ejer af en moderne tømrervirksomhed med cirka 20 ansatte er Peter Holm også bestyrelsesmedlem i arbejdsgiverforeningen Dansk Håndværk, og det var herigennem, at han hørte om forsøget med at få en akademiker ud i praktik. Aftalen med Annica er, at hun skal hjælpe virksomheden til at få en skarpere profil og komme med input til, hvor virksomheden med fordel kan sætte ind, når det gælder salg og marketing. For selv om virksomheden står stærkt, når det gælder store beboelsesejendomme, virksomheder og offentlige institutioner, vil de også gerne mere ind på markedet for private kunder.

- Tit tænker vi som håndværkere, at så længe vi laver et godt stykke arbejde af høj kvalitet, så skal kunderne nok komme. Vi får da også mange kunder på vores gode ry og rygte, men som alle andre er vi også udfordret, fordi konkurrencen er benhård, så er man nødt til at gøre sig mere synlig. Især på nettet, for det er der, kunderne søger hen, når de skal have udført en opgave.

- Her er der ikke så meget pjat, man siger tingene meget direkte, og det er utroligt befriende i forhold til den verden, jeg kommer fra, fortæller Annica Bjørnlund Mahara.

Vis det stolte håndværk
Annica skal lære hele virksomheden og kulturen at kende, samt tage med ud til kunder for at finde det særlige DNA, der kendetegner virksomheden, så styrkerne kan bruges aktivt i kommunikationen udadtil. Selv lægger hun heller ikke skjul på, at hun har glædet sig til at slippe bøgerne for at komme ud i den praktiske virkelighed.

- Det er lidt en mandeverden, men alle er fantastisk nemme at snakke med. Der er ikke så meget pjat, man siger tingene direkte, og der bliver bandet meget, men det er utroligt befriende i forhold til den verden, jeg kommer fra – og så er der en utrolig fighterånd, hvor folk virkelig knokler for at få tingene til at lykkes, siger hun og vil godt løfte lidt for de forslag, hun allerede nu har budt ind med.

- For eksempel er hjemmesiden super professionel med fotos af store flotte etageboliger. Det virker lidt industrielt. Hvorfor ikke vise, at vi er bygningssnedkere, der laver et flot stykke håndværk og bruger træet, som er sådan et smukt materiale? Og generelt at bruge de sociale medier som facebook, instagram og pinterest meget mere aktivt med foto og små beskrivelser af de opgaver, man har udført og er stolte af. Eller vise at de har et godt kammeratskab og tager ansvar for hinanden på arbejdspladsen, for så vil mulige kunder tænke, hvis de har den indstilling til hinanden, så vil de også behandle os godt.

Annica skal lære virksomheden at kende og med ud til kunderne for at finde ind til det, der gør virksomheden til noget særligt, så det kan bruges aktivt i kommunikationen udadtil.

Indsigt, forståelse og respekt
Det skal Annica, Hanne og Peter nok få mange flere snakke ud af, og det er også noget af det, hun nyder ved at være hos Holm Tømrer- og snedkerfirma.

- Det gør det meget mere spændende, at der ikke er så langt fra tanke til handling, hvor det i det offentlige nogle gange kan trække ud i månedsvis, fordi beslutningsprocessen skal igennem så mange led.

Ingen ved, om Annica en gang som færdig kandidat ender i en privat virksomhed eller på et offentligt kommunekontor, eller et eller andet sted midt imellem som et tiltrængt bindeled mellem den kommunale og private verden, som Peter foreslår. Alle er dog enige om, at de fire måneder i tømrerværkstedet ikke vil være spildt. Holm Tømrer- og snedkerfirma får ideer til synlighed og dermed øget vækst, som de aldrig selv ville have fået og Annica?

- Det kan da godt være, at jeg havner i en kommune, men jeg har fået en indsigt og forståelse for de udfordringer, håndværkere står i. For eksempel kan jeg være med til at skabe en større respekt for det kæmpearbejde håndværkere bruger på at udarbejde tilbud på opgaver, de ikke aner, om de får.

Tekst og foto: Johannes H. Nørgård

Fakta: akademikere i praktik
Forsøget med akademikere i praktik ude i små og mellemstore virksomheder foregår i samarbejde med Dansk Håndværk, Roskilde Universitet og firmaet Markman og Bechlund ApS. Det er et pilotprojekt, hvor studerende pt. er i praktik ude i fem virksomheder. Målet er blandt andet at afdække, at der er potentiale i at ansatte akademikere i små og mellemstore virksomheder.

14/10 2016