Antallet af alvorlige arbejdsulykker i frit fald hos Kemp & Lauritzen Kemp & Lauritzen har knap 2500 medarbejdere landet over og har udført tekniske totalløsninger til både private erhvervsdrivende og offentlige kunder i knap 140 år.

Antallet af alvorlige arbejdsulykker i frit fald hos Kemp & Lauritzen

Siden 2018 har teknikvirksomheden nedbragt antallet af alvorlige arbejdsulykker med knap 66 %

Siden 2018 har Kemp & Lauritzen sat massivt ind for at nedbringe antallet af arbejdsulykker, fortæller Thomas Thorsøe, der er HR-direktør i Kemp & Lauritzen.

- Vi vil ikke acceptere, at vores ansatte ikke kommer hele hjem fra arbejde. Derfor har vi siden 2018 intensiveret vores indsats for at få hver enkelt medarbejder til at tænke over sin egen sikkerhed. Vores fokus har været at rykke ved adfærden og skabe en kulturændring i hele organisationen – lige fra vores lærlinge til vores øverste ledere, siger Thomas Thorsøe.

Kemp & Lauritzen har implementeret tre overordnede tiltag. Et af dem er 'Safety walks' mellem ledere og ansatte, der er et værktøj til risikovurdering af opgaver, samt sikkerhedstræning ved onboarding. Desuden har virksomheden udvidet arbejdsmiljøorganisationen fra 40 til 120 arbejdsmiljørepræsentanter, hvoraf alle er en del af driften, med praktisk forståelse af arbejdet med sikkerhed.

Den samlede indsats har bidraget til, at Kemp & Lauritzen har nedbragt antallet af alvorlige arbejdsulykker med næsten 66 % siden 2018. Ulykkesfrekvensen (LTI'en), der før lå på 25, er i dag nede på 8,6. I samme periode er sygefraværet faldet fra 6,7 % til 4,1 %.

- Vi er rigtig stolte af vores foreløbige resultater, og at vi har nedbragt vores alvorlige arbejdsulykker med næsten to tredjedele, er en god milepæl for os. Når det er sagt, er det altafgørende, at vi får tallet endnu længere ned. Vores medarbejderes sikkerhed, sundhed og trivsel kommer før alt andet, siger Thomas Thorsøe.

Ulykkesfrekvens (LTI) = antal af arbejdsulykker pr. 1.000.000 arbejdstimer, hvor der har været fravær i mere end én dag.

De tre sikkerhedsfremmende tiltag

Safety walks: Dialogværktøj, hvor lederen ude hos teknikerne italesætter den operative sikkerhed
Sikker Job Analyse (SJA): Oversigt og tjekliste til teknikerne med risikovurdering af arbejdsopgaven
Sikkerhedstræning: Online sikkerhedskursus

-dc

28/4 2023