AP Pension bygger lejligheder i Valby
AP Pension har netop igangsat byggeriet af 102 nye lejelejligheder i Valbys gamle industrikvarter. NRE Denmark A/S er totalentreprenør på projektet.
Valby’s gamle industrikvarter omkring Ny Ellebjerg Station er under hastig forvandling i disse år. Nu påbegynder AP Pension et nyt lejlighedsbyggeri i op til 6 etager på hjørnet af Kløverbladsgade og Carl Jacobsens Vej, tæt ved Ny Ellebjerg Station.
Det samlede areal for byggeriet bliver 10.200 m2, og lejlighederne bliver i størrelsen 50-150 m2.
Bygningen opføres med en facade i rødbrune tegl. Lejlighederne bygges med altaner og enkelte lejligheder får egen tagterrasse. Gårdrummet indrettes med grønne områder, og i kælderplan bliver der en mindre p-kælder til brug for ejendommens beboere. I dele af stueetagen indrettes erhvervslejemål.
Arkitema Architects har tegnet byggeriet. Arne Elkjær A/S er rådgivende ingeniører, og Bytoft Consulting ApS er bygherrerådgiver. DEAS står for udlejning.
-cmn