Arbejdsgivere skal stadig sørge for PCR-test og plan for boligforholdSelvom der generelt færre restriktioner, er der fortsat nogle krav, som arbejdsgivere skal opfylde. Illustration: Branchefælleskabet for Arbejdsmiljø i Bygge og Anlæg.

Arbejdsgivere skal stadig sørge for PCR-test og plan for boligforhold

Frem til november er det stadig op til arbejdsgiverne at forebygge smitte fra tilrejsende arbejdskraft og blandt beboere i boliger, som arbejdsgiveren stiller til rådighed

Siden februar 2021 har arbejdsgivere haft pligt til at sørge for, at tilrejsende arbejdskraft bliver PCR-testet for covid-19 tidligst 48 timer og senest 120 timer efter, at den pågældende er testet negativ for covid-19 forud for indrejse i Danmark.

Reglerne er efterfølgende blevet ændret flere gange.

Den primære ændring er, skriver Arbejdstilsynet i en pressemeddelelse, at testkravet ikke gælder for personer, der er færdigvaccineret mod covid-19, og som har fast bopæl i et EU-, Schengen- eller OECD-land eller i et land, som fremgår af bilag 1 i testbekendtgørelsen.

For færdigvaccinerede personer, der har haft ophold i et rødt land eller region inden for 10 dage forud for indrejse i Danmark, gælder testkravet dog fortsat. De røde lande fremgår af bilag 2 i testbekendtgørelsen.

Selvom en person ikke er omfattet af testkravet, skal personen stadig fremgå af arbejdsgiverens plan for test. Planen skal bl.a. indeholde oplysninger om, hvordan arbejdsgiveren har informeret de ansatte om PCR-testen i Danmark samt en oversigt over ansatte, der er indrejst i Danmark med angivelse af land, dato for test, oplysning om eventuel undtagelse fra testkrav mv.

Særlige regler når arbejdsgiver stiller bolig til rådighed
Arbejdsgivere, som stiller en bolig til rådighed for sine ansatte, skal sikre, at boligen opfylder en række krav. Formålet er at forebygge covid-19-smitte blandt beboerne. Der er samtidig krav om, at arbejdsgiveren udarbejder en plan for forebyggelse af smitte med covid-19 blandt beboerne.

Reglerne bliver ophævet den 1. november 2021
Reglerne om test og bolig skulle oprindeligt være ophævet den 1. juli, men blev i juni forlænget af Folketinget. Reglerne bliver i stedet ophævet den 1. november 2021.

Læs bekendtgørelsen eller bliv klogere på kravene om PCR-tests og boligforhold her.

-dc

25/8 2021