Autorisationsgebyrer steget 400 procent på kun to år

Autorisationsgebyrer steget 400 procent på kun to år

Fra 1. september stiger gebyrerne endnu en gang for at søge om autorisation på el-, gas-, vvs- og kloakområdet

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Politikerne taler og taler om at gøre livet lettere for ikke mindst de små- og mellemstore virksomheder, men når det gælder om at kræve penge til statskassen, så stopper de fine ord. Så hæver de kynisk autorisationsgebyrerne med flere hundrede procent i løbet af ganske få år.

TEKNIQ kalder det uforståeligt i en tid, hvor man fra politisk side er på vej med en iværksætterstrategi og gerne vil have flere til at begynde som selvstændige erhvervsdrivende.

Stiger til næsten 5.000 kroner
Sikkerhedsstyrelsen har endnu en gang varslet stigninger af gebyrerne på autorisationsområdet. Det sker med virkning fra den 1. september i år og kommer til at gælde både gebyret for ansøgninger til virksomhedsautorisation og som faglig ansvarlig indenfor el, gas, vvs- og kloakområdet.

De gældende gebyrer for de to ansøgninger er 3.725 kroner for hver, men til september vil de stige til 4.975 kroner per styk. Der er med andre ord tale om en gebyrstigning på 1.250 kroner, hvilket svarer til 33,5 procent.

Men for bare to år siden kostede en autorisationsansøgning 1.250 kroner, før den ved indgangen til 2021 steg til 3.750 kroner. Det betyder, altså, at prisen er firedoblet på under to år.

Paradoksalt
Administrerende direktør for TEKNIQ, Troels Blicher Danielsen, peger på, at når prisen hæves så voldsomt, risikerer man at afskrække folk fra at springe ud som selvstændigt erhvervsdrivende:

- Det virker helt paradoksalt, når man fra politisk side er på vej med en iværksætterstrategi, som netop skulle gøre det billigere og mindre bureaukratisk at starte egen virksomhed, mens man på den anden side går i stik modsat retning, siger han.

De nye betaler den dyre regning
Ifølge Sikkerhedsstyrelsen bliver autorisationsgebyrerne hævet på grunds af en årlig evaluering, ’der skal sikre en samlet økonomisk balance i ordningen over en fireårig periode’.

Dermed kommer nye autoriserede håndværkere til at betale for, at gebyrerne måske tidligere har været sat for lavt:

- Vi vil fortsætte vores dialog med Sikkerhedsstyrelsen om, at en stigning i gebyret også skal medføre en stigning i kvaliteten af den service, der ydes, og den kontrol, der gennemføres på markedet. Desuden må man kunne forvente, at ny teknologi og digitalisering har som formål at sænke gebyret – ikke få det til at stige, siger Troels Blicher Danielsen.

10/7 2023