Bedste resultat nogensinde efter tre års konstant vækst
SPONSORERET INDHOLD: Base Erhverv har netop afsluttet sit bedste årsresultat nogensinde og med den største omsætning nogensinde efter tre år med konstant stigende omsætning
Entreprenørvirksomheden Base Erhverv med hovedkontor i Horsens og afdeling i Roskilde har netop afsluttet sit 18. regnskabsår med det bedste årsresultat nogensinde – og med den største omsætning nogensinde efter tre år med konstant stigende omsætning.
Omsætningen udgør 301 mio. kr. mod 248 mio. kr. året før eller en stigning på næsten 22 %. Årets resultat før skat udgør 11,6 mio. kr. mod 6,5 mio. kr. året før altså næsten dobbelt så godt.
Siden etableringen har Base Erhverv udført mere end 125 projekter med et samlet etageareal på ca. 300.000 m2.
- Midt i en verdenshistorisk krise har vi haft historisk travlt. Vi glæder os over, at både nye og eksisterende kunder viser os tillid og fortsat tror på vores evner som specialister i idræts- og erhvervsbyggeri med et videns- og serviceniveau over resten af branchen, siger adm. direktør Klaus Rønslev og tilføjer:
- Travlheden har dog også en bagside. Vi imødeser lange leveringstider og mangel på råvarer. Det er udfordringer, der ikke kan undgå at give dønninger i den kommende tid. Ordrebogen har aldrig været større, men da flere leverancer først sker i 2022, forventes det kommende års omsætning og indtjening at ligge på niveau med det netop afsluttede rekordår, siger han.
Videre fortæller direktøren:
- Vi er siden etableringen i 2003 vokset fra en lille virksomhed til en solid samarbejdspartner og opskriften er den samme: Vi bygger på samarbejde, tillid og kvalitet. Derfor vender vores tidligere bygherrer tilbage, når de enten skal udvide eller bygge nyt. Både øst og vest for Storebælt har vi præsteret fine byggesager for tilfredse bygherrer. Det kan kun lade sig gøre med dygtige og dedikerede medarbejdere, der alle kender værdien af deres indsats for holdet. Samtidig er det helt essentielt, at alle medarbejdere ved præcis, hvorfor vi er her, og hvad holdets kerneopgave er. Vores filosofi er, at hvis det er sjovt at gå på arbejde, så er det også et sted, man har lyst til at være, og så gør man sit bedste for at blive. I årets løb er medarbejderstaben øget med tre til nu 21 topmotiverede medarbejdere, og sygefraværet har i årets løb været nul dage, siger Klaus Rønslev.
- Derfor arbejder vi hver dag for at være branchens bedste arbejdsplads. Det fik vi i det forløbne år synligt bevis for, da vi af ’Great Place to Work’ blev udnævnt til Danmarks bedste arbejdsplads i byggebranchen og desuden som landets næstbedste mindre arbejdsplads set over alle brancher. Med glade medarbejdere følger ganske enkelt tilfredse kunder og en sund bundlinje, siger adm. direktør for Base Erhverv, Klaus Rønslev.