Østlig Ringvej sparer trafikanter for fire millioner timer årligt

Østlig Ringvej sparer trafikanter for fire millioner timer årligt

Overskud fra Øresundsforbindelsen kan bruges til Østlig Ringvej. Dansk Industri og Dansk Metal er gået sammen om en opfordring til politikerne om at gøre hele den Østlige Ringvej færdig

Af Dan Bjerring

Christiansborg

Arbejdskraft og varer – og dermed trafikken over Øresund - forventes at stige i takt med at forbindelserne mellem Danmark, Sverige og resten af Europa bliver tættere. 

Femern Bælt-forbindelsen vil samtidig styrke transportkorridoren mellem Skandinavien og resten af Europa og øge behovet for robust infrastruktur omkring København.

Derfor opfordrer Dansk Industri og Dansk Metal til at omsætte fine ord og analyser til handling når det gælder om at anlægge den efterlyste Østre Ringvej, der skal virke som en trafikal bypass uden om Indre By.

På tide at træffe beslutning

Offentliggørelsen af erhvervsanalysen for Østlig Ringvej og en kommende miljøkonsekvensvurdering nærmer sig og dermed er projektet inde i den afgørende politisk fase. Derfor er tiden ifølge de to erhvervsorganisationer kommet til at træffe en langsigtet beslutning om, at hele Østlig Ringvej skal bygges:

- For erhvervslivet handler det om konkurrenceevne og adgang til arbejdskraft. Men for tusindvis af mennesker handler det først og fremmest om en hverdag, der hænger bedre sammen.

- Håndværkeren skal hurtigere mellem kunder.

- Medarbejderen skal lettere kunne komme til lufthavnen, Prøvestenen eller Nordhavn.

- Børnefamilien skal bruge mindre tid i kø og mere tid derhjemme.

Mere end et trafikprojekt

Emil Fannikke Kiær, der er erhvervsdirektør i Dansk Industri opfatter Østlig Ringvej som langt mere end et trafikprojekt:

- Det er en investering i et hovedstadsområde, hvor mennesker og virksomheder skal kunne komme rundt uden at spilde unødig tid i kø. Derfor giver det ikke mening at stoppe halvvejs. En halv vej er ingen ringvej, siger han og henviser til, at hovedstadens arbejdsmarked rækker langt ud over Københavns Kommune. 

Hver dag pendler hundredtusindvis af mennesker på tværs af regionen, og derfor er velfungerende infrastruktur en forudsætning for et velfungerende arbejdsmarked. 

Mindre trængsel i Indre By

En fuld Østlig Ringvej vil øge adgangen til arbejdskraft i hovedstadsområdet markant. Inden for transporttider på 20 - og 30 minutter bliver adgangen til arbejdskraft omkring otte procent større.

En Østlig Ringvej vil samtidig gøre det muligt at flytte en betydelig del af den gennemkørende trafik uden om København.

Knap hver femte kørte lastbilkilometer fjernes fra Indre By, mens lastbiltrafikken på H.C. Andersens Boulevard ved Rådhuspladsen forventes reduceret med omkring en fjerdedel i 2050. 

Det vil skabe mindre trængsel, bedre fremkommelighed og et tryggere bymiljø for de mennesker, der bor, cykler og færdes i byen.

Samtidig forventes trafikanterne samlet at spare mere end fire millioner timer om året.


1/10 2026