Behov for bedre ledere
Ny lederuddannelse for byggeriet starter til november. CBS Executive har netop taget første spadestik til fremtidens byggebranche
I årevis har byggebranchen kraftigt efterspurgt flere fagspecialister; men har byggebranchen specialiseret sig ihjel? Og hvem skal lede eksperterne? Den udfordring tager CBS Executive op med den nye uddannelse ”BYG – ledelse af byggeri”, der skal skabe flere ledere i den danske byggebranche.
I dag står byggebranchen med en usædvanlig udfordring: Et rigt økosystem af dybt specialiserede fagfolk; men alt imens Danmark i dag måske har verdens bedste fagspecialister på byggeområdet, er der kun ganske få, der er uddannet til at lede de meget forskellige faggrupper som en helhed.
Grunden er, at gode fagfolk naturligt bliver forfremmet, men på de øverste poster er der behov for komplekse lederkompetencer, som specialisten ikke nødvendigvis har lært undervejs, og den nye leder risikerer derfor at løbe panden mod muren i sin nye komplekse rolle - og så har alle tabt.
Teori og praksis mødes
I en branche, hvor tid og penge er hovedfaktorer, og hvor den øgede kompleksitet i byggeprocessen kan give selv de mest erfarne folk grå hår, er det tid til fornyelse i byggelederens værktøjskasse.
Ofte ser vi skiftende regulativer og lovkrav og mere end et halvt hundrede interessenter i utallige kombinationer på selv mindre byggerier. Så er det ikke længere nok at været en god projektleder - så der skal en leder til, siger Bente Andersen, der er en af drivkræfterne bag den nye uddannelse og til dagligt er adm. direktør i en tegnestue.
Uddannelsen ”BYG – ledelse af byggeri” på CBS Executive vil give nuværende og potentielle ledere fra alle byggebranchens hjørner en mulighed for at uddanne sig til ledere, der har godt overblik over hele byggeprocessen.
For få at vælge mellem
Uddannelsen vil have fokus på at give kursisterne værktøjer til at håndtere alle byggeriets faser både i teori og i praksis samt give redskaber til at øge effektiviteten og undgå, at projektet og budgettet løber af sporet.
- Der er nu i byggebranchen behov for en ny type af ledere, som forstår at håndtere tidens byggeprojekter. Det er vigtigt at have det forkromede overblik og kunne lede, uanset om det drejer sig om internationale salgsteknikker eller dag-til-dag kontakt på byggepladsen for at føre den danske byggebranche succesfuldt videre og skabe stærke byggerier.
- Vi har i firmaerne alt for få at vælge imellem, når der skal findes egnede ledere af vores spændende byggeprojekter, udtaler Bente Andersen.
Studietur til New York
Uddannelsen strækker sig over 23 undervisningsdage fordelt over seks moduler.
Modulerne er struktureret efter et byggeris kronologiske rækkefølge og omfatter: Før projekteringsfasen, ledelseskompetencer, projekteringsfasen, Internationalisering – eksport og bæredygtighed, udførelsesfasen og driftsfasen. Desuden vil kursisterne på BYG, gennem hele uddannelsen, følge et konkret byggeri tæt.
Uddannelsen foregår både på CBS Executive, og i større virksomheder og ledende erhvervsorganisationer, hvor der vil blive set på kendte og aktuelle byggesager.
Kursisterne vil også få indblik i international byggeledelse gennem en studietur til New York, hvor tiden fordeles mellem et kendt internationalt universitet og besøg hos førende danske virksomheders byggeprojekter, blandt andre hos Arup og Bjarke Ingels Group.
Specialiserede undervisere
Underviserne på studiet er førende forskere fra CBS og ledende specialister samt ledere i byggebranchen, men også offentlige og private udbydere af byggeprojekter og managementspecialister vil være en del af studiets underviserhold.
- Vi har længe haft fokus på byggebranchen, for der er et reelt efterslæb på efteruddannelse af ledere. En af de mange ting, som vi vil arbejde med vores BYG kursister omkring, er klassiske ledelsesværktøjer, og så vil vi også undersøge de rammer, der danner udgangspunkt for den helhed, de selv indgår i, og hvem der er afhængig af den. For der er et behov for at orkestrere byggerier over for alle interessenter – ikke kun som dygtig projektleder, men som leder med forståelse og respekt for kunden, fagligheden og samspillet mellem disse, siger den fagansvarlige på CBS Executive Academic Dean, Mogens Bjerre
Der er uddannelsesstart i november 2015, og første hold anslås at blive tildelt CBS Executive diplom og ECTS-point i september 2016.
-cmn