BG Beton igen i fedtefadet
Myndighederne kan forlange eksempelvis en betonvirksomhed, som er etableret i strid med reglerne, standset eller helt fjernet
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Ifølge Fyns Stiftstidende har BG Beton leveret til flere af Odenses store byggeprojekter, selv om betonværket er opført og producerer beton uden nødvendige godkendelse.
På den baggrund har René Christensen fra Dansk Folkeparti spurgt miljøminister Lea Wermelin om myndighedernes muligheder for at nedlægge et forbud mod produktion af beton fra det ulovlige værk gode nok, og ’hvis ikke’, hvad der så kan forbedres.
De offentlige bygherrer på Odense Letbane og Odense Universitetshospital har ifølge René Christensen ikke sikret sig, at beton kommer fra et betonværk, der er godkendt og kan levere beton i den rette kvalitet.
BG Beton ejes af Bach Gruppen, der også er involveret i skandalesagen om levering af genbrugsbeton uden nødvendig bæreevne til det 86 meter høje Njals tårn på Amager”.
Strakspåbud
Da anklagemyndigheden har anket den afsagte kendelse i Byretten, kan ministeren ikke gåp ind i den konkrete sag, men hun understreger, at de gældende regler i Miljøbeskyttelsesloven indeholder klare krav om, at en godkendelsespligtig virksomhed ikke må begynde sin drift, før den har modtaget en miljøgodkendelse.
Loven indeholder konkrete muligheder for myndighederne til at forbyde fortsat drift og i sidste ende eventuelt forlange en virksomhed, som er etableret i strid med reglerne, standset eller helt fjernet:
- Ved et sådant forbud i form af et standsningspåbud vil der oftest være tale om strakspåbud, som skal efterkommes med det samme, ligesom det helt klare udgangspunkt i sådanne sager er, at virksomheden politianmeldes for overtrædelsen, oplyser ministeren.
Bygningsejerens ansvar
Med hensyn til offentlige bygherrer og kontrol af kvaliteten af beton, har indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek oplyst, at det er den enkelte bygningsejer - både offentlig og privat – der er ansvarlig for, at byggeri, der opføres, overholder kravene i Bygningsreglementet, herunder at det kontrolleres, at den beton, der leveres og anvendes til de bærende konstruktioner, har den rette styrke og kvalitet.
- Derudover stiller bygningsreglementet krav om, at betonværker, der producerer og leverer beton til anvendelse til bærende konstruktioner, er certificeret i henhold til standarder på området, og at der dermed føres kontrol med betonværket, oplyses det blandt andet.
Meget bekymrende
Miljøministeren kalder det ’meget bekymrende’, hvis en virksomhed begynder sin drift uden at have alle tilladelser i orden:
- Jeg ser meget alvorligt på, at miljøreguleringen overholdes, og at den kan håndhæves effektivt, når der alligevel sker overtrædelser. Hvis kommunerne savner handlemuligheder i tilsynet, så ser jeg gerne på, hvordan det kan løses, og det er altid muligt for en kommune at tage kontakt til Miljøstyrelsen, som kan vejlede med hensyn til de gældende miljøtilsynsregler, slutter Lea Wermelin.